Udgangspunktet for denne blogtekst er at anarkokapitalisme, som system er en rent utopisk tanke, uden hold i nogen virkelig kontekst og ud fra et historisk perspektiv, synonym med kaos og massivt brug af vold.
Weblektikonet Wikipedia skriver om Anarkokapitalisme:
Anarkokapitalisme også ofte kaldet markedsanarkisme er en filosofi, som støtter det frie markeds uhindrede udfoldelse, men som modsætter sig fysisk vold, truslen om samme, tyveri og svindel. Dens fortalere støtter derfor den private ejendomsret.
Anarkokapitalister støtter frivillige relationer mellem individer frem for ufrivillig underkastelse, og det resulterer i, at de som udgangspunkt modsætter sig eksistensen af individuelle stater. Anarkokapitalister mener, at et fuldstændigt frit og ureguleret marked er det eneste system, som er kompatibelt med dette synspunkt. Selv beskyttelsen mod vold, trusler og svindel skal være et produkt man som individ kan købe eller lade være fra konkurrerende udbydere, i stedet for at være tvunget til at betale for dette produkt via skatten (ligegyldigt om staten rent faktisk leverer et produkt der er pengene værd). Staten udgør altså for anarkokapitalisterne et usundt monopol.
Envidere beskriver den engelske wikipedia tre "historiske" eksempler på nær-anarkokapitalistiske tilstande, hvoraf jeg vil nævne to:
1) Island efter Landnamstiden og frem til tidlig middelalder.
2) Amerikas vilde vesten på den "statsløse" side af frontier grænsen.
For anarkokapitalismen er et "statsligt voldsmonopol" et problem. Det faktum at individet afgiver suverænitet til beslutninger som det ikke selv ønsker via skat, er et problem for anarkokapitalisterne fordi det bryder med individets frihed til at vælge og fravælge en hver handling som kan have indflydelse på samme individ.
Et godt eksempel i disse dage er, som beskrevet af en bekendt anarkokapitalist af mig, krigen i Irak/Afghanistan; "Hvorfor skal jeg betale og via skatten støtte, en krig som jeg ikke ønsker at støtte?". Dette er et fair spørgsmål. Jeg skal være den første til at erklære mig uenig i begge krige, men jeg kunne for så vidt ligeså godt være for den ene eller den anden, for spørgsmålet her er udelukkende om en stat kan have "ret" til en sådan handling. Personligt er mit standpunkt demokratisk og jeg vil derfor gå dertil, som til at sige at hvad et repræsentativt flertal beslutter indenfor en stats gældende love samt internationale regler, må betegnes som "ret" i forståelsen "ret til at udøve handlinger". Det er i denne forbindelse vigtigt at have en balance mellem flertallets "diktatur" og mindretallets stemme, hvilket er retsstatens fornemeste job. Mindretallet bør altid have muligheden for at hæve sin stemme retsligt hvis det føler sig trådt under fode.
Hvorledes skal vi så udforme disse retslige love? Da der aldrig kan siges at være en fuldstændig sikkerhed for skrevne love og regler, anser jeg en eviggyldig og ubrydelig grundlov, som den amerikanske forfatning, eller den tyske forbundslov, for unødvendig og måske endda i sidste ende, hæmmende for fremskridt. Selv ubrydelige love er blevet brudt ned af historiens gang. I stedet ser jeg bedre muligheder i et evigt dynamisk demokrati med en fri presse og et minimum af forsamlingsmæssige eller politiske restraktioner. Sådanne demokratier har vist deres styrke netop i deres synlige svaghed, ved at kvæle totalitære opstande allerede mens de blev italesat. I midler tid er det også set anderledes at suveræne stater med meget liberal demokratiform er bukket under og transformeret sig om til totalitære styreformer; Den 2. spanske republik bliver Francos spanien og Weimarrepublikken bliver Hitlers Tyskland. Derfor ser jeg internationalt samarbejde og aftaler, som værende et af de vigtigste midler for en stabil verdensorden. Nu stærkere det internationale samfund står sammen, dets nemmere kan stater holdes oppe på deres løfter til deres egne retslige love. Omvendt er en væsentlig del af demokratiet og borgernes medbestemmelse også væsentligt bundet op på at sådanne stater ikke mister al deres suverænitet til én instands, som ligger de enkelte staters borgere for fjernt. En sådan tilstand, kan skabe en lignende situationen, blot oppefra og ned. Altså behøver staterne det internationale samfund, såvel som det internationale samfund behøver staterne; Den første for at sikre ligheden og retten, den anden for at sikre demokratiet og medbestemmelsen.
Sådanne nøje balancerede vægtskåle kalder amerikanerne "checks and balances" og de er for mig at se essentielle for stabile samfund.
Alt dette bringer mig tilbage til anarkokapitalismens, som jo netop i sit udgangspunkt fornægter nogen instandser at hævde nogen grad af ret over individet. individet skal være "frit til at vælge". At jeg mener at denne totale emancipering fra nogen form for underkastelse er skadelig, skulle ud fra ovenstående være tydeligt. Men jeg mener yderligere at den også er håbløst unaturlig og uforenelig med menneskelig væren. Ligesom jeg i øvrigt mener at total kollektivisme er det. Mennesket har gennem historien altid fundet en middelvej mellem kollektivismen og individualismen, som et hvert fællesskab fordre at vi gør det. Lad mig sige det lige ud: Der er ingen historiske eller arkæologiske eksempler overhoved, på samfund som har fungeret fornuftigt rent kollektivt eller rent individuelt. Der har altid forekommet en mængde af uundgelig tvang, enten i form af individets tvang over kollektivet til at gøre noget selv, eller kollektivets tvang over individet til at gøre noget for dette.
Også i den mere private og personlige agenda, er det ganske håbløst at tale om at individet er "frit" i den forstand som anarkokapitalisterne forstår begrebet (for i en anden forståelse af begrebet fri, er vi alle fri til at vælge; i sidste ende døden. Og i sådan en forbindelse er individet lige frit om det er i KZlejr eller i frimarketsland). Fra det øjeblik vi er født, bliver vi som individer kastet ind i en masse sociale rammer og skemaer, som tvinger os til at handle ud fra dem. Total frihed til at vælge ville f.eks. indebære at tisse på din mor når du så hende. Tis er sterilt og mor tager i skade og kan bare tage et bad. Der er altså ikke tale om at skade nogen. Brud på andres frihed siger du det er? Jamen så tag dog og tis i dine egne bukser midt på strøget. Vil du ikke det? Det er fordi du ikke er "fri". Du er bundet op af sociale rammer. Du har tøj på, du taler et forståeligt sprog, du går på to ben, du hopper ikke til arbejde, men går i stedet roligt afsted. Du spytter ikke på jorden som hilsen, men trykker folk i hånden, osv osv. Sociale rammer er ganske stærke og folk som ikke følger dem, kalder vi retarderede. Vi behøver ikke at have et samfund til at lukke dem inde, for det sociale fællesskab skal nok holde dem ude. Det er ikke et frit valg du tager, det er rammer du fødes ind i og som binder dig resten af livet, til at følge dem eller bukke udner. Total frihed, som anarkokapitalisterne forstår den, er altså en illussion.
Når individer går sammen i en gruppe, gør de det fordi der er fordele ved det. En mamut er svær at nedlægge ene mand. Derfor spørger du de andre om de vil være med. Det er muligt at der er en anarkokapitalist i flokken som nægter at tage imod ordre fra høvdingen, og hellere vil fiske. Men han får ikke mamutpelstøj når det bliver vinter, og så dør han. Vi afgiver suverænitet fordi der er fordele ved det. Vi godtager nødvendige onder og mindre bumb på vejen selvom vi tænker at det kunne være gjort bedre hvis vi alene valgte for alle. Men vi går med til det fordi det i sidste ende er langt mere stabilt.
Samfundskontrakt er et ord som mange nok kender. Det er også en tanke som jeg varmt kan stå indenfor. Denne kontrakt bør dog hele tiden kunne tages op til debat, og ikke være totalitær som f.eks. Hobbes "Leviathan" udtrykker den, hvilket kræver et levende demokratiske system med en fri debat og frie valg.
Anarkokapitalisterne går ikke ind for en samfundskontrakt. De tænker at markedet vil tage sig af stabiliteten, helt uden at vi behøver at afgive en dråbe suverænitet. Anti-vold og anti-koruption er i midler tid essentielt for anarkokapitalisterne. Men hvem skal skabe det nødvendige bolværk mod volden og korruptionen? Private sikkerhedsfirmaer er anarkokapitalistens svar. Folk kan hermed selv vælge i hvilken grad de ønsker sikkerhed og i hvilken form. Her er virkelig nogle teoretikere som trænger til at læse en historiebog! Mangel på centralmagt, statsligt set lovløse tilstande og mange penge i hurtig omløb? Disse faktorer har været som dynamit i alle samfund i alle tidsaldre og hvorfor det skulle være anderledes i dag er over min forstand. For tiden arbejder jeg med japansk historie. Japan lå i krig med sig selv i henved 100 år pga. manglende centralmagt. Der var ellers alt det gode som anarkokapitalismen gerne vil have; Private sikkerhedsfirmaer var nærmest identisk med de tidlige samuraisammenslutninger, men de ændrede sig naturligvis til større grupperinger, for at modstå presset fra andre grupper. Herefter slog de så hinanden ihjel i næsten 4 generationer, før der enedelig kom en stærk centralmagt igen. Herefter var der fred i de næste 250 år, med den samme centralmagt, fordi den udøvede tvang. Til gengæld blev folk ikke slået ihjel i ligeså høj grad.
Som nævnt tidligere i bloggen, bruger anarkokapitalismen den tidlieg middelalder i Island og det vilde vesten som gode eksempler på nær-anarkokapitalisme. Begge er eksempler på udviklingen af nærmest ekstrem voldskultur (hvilket japan i sengoku perioden også er). Det eneste sted hvor islændingene kunne mødes og afgøre endeløse stridigheder var på det samlede "laugting", hvor man så enedes om at stoppe med at slå ihjel og i stedet finde en anden løsning. Man afgav sin suverænitet til et fællesskab. Et godt eksempel på at selv beskeden afgivelse af suverænitet til en central magtinstands, kan skabe en smule ro. "The west" bliver indlemmet i USA gradvist, men indtil dette sker er områderne præget af vold, druk, ustabilitet og hurtigt skiftende formuer. For en bare nogenlunde fornuftig opbygning af et bærende samfund i vesten, skulle USA rykke ind og skabe stabilitet.
For i sidste ende er tryghed og stabilitet en langt mere vægtende faktor end frihed eller ret. For først må mennesker have tryghed og stabilitet i deres tilværelse, før de kan begynde at bekymre sig om frihed og ret. Vi ser det gennem historien til alle tider at samfund uden stabilitet og tryghed ender i kaos, vold og i de værste tilfælde folkemord. Efter I.verdenskrig gjorde verdenssamfundet den gruelige fejl at glemme dette og troede naivt på at folk i Italien og Tyskland ønskede sig politiske friheder, når det de ønskede mest i virkeligheden var stabilitet og mad i maven. Totalitære styrer forstod dette først og vandt flertallets hjerter.
Anarkokapitalismen er anarkisme. Anarkisme er ustabilitet. Ustabilitet vil aldrig føre til frihed. Frihed for den enkelte har aldrig været større end i de samfund hvor stabiliteten var størst; I de moderne vestlige demokratier. For at opnå størst mulighed frihed er individet nød til at opgive noget af sin frihed først. Alt andet bygger på falsk ønsketænkning, som ikke tager højde for at Napoleon, Hitler, Stalin, Alexander, Mao, eller et hvilket som helst andet hensynsløst magtmenneske, bliver født ind i det anarkokapitalistiske "paradis". Det vil gå galt uden et minimum af rammer, ret og centralmagt; således viser historien os.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar