Kære Læsere. Velkommen til vol. III om Heian perioden. Som i nok har erfaret indtil nu er mængden af uoverskuelige fagtermer og højpandet videnskabeligt sprog af en helt særligt størrelse i disse massive og fyldestgørende indlæg om Japans historie. Jeg undskylder derfor allerede for det høje lixtal og nødvendigheden af at skulle læse sætningerne mere end 3 gange for at forstå dem. Sådan er det med historisk faglitteratur af denne kalliber... Men man vænner sig til det!
HEIAN-PERIODEN (794-1185)
Første del af Heian perioden er lidt ligesom med Nara perioden. Man er totalt pjattet med Kina og alt hvad der er kinesisk. Men man er ikke særligt japanske.
Men så skete det i de dage at der udgik ord fra hoffet om at nu kunne det altså snart være nok med alle de små bondesoldater. De skulle have regelmæssig løn og træning og det var dyrt. Specielt fordi Kina og Korea efterhånden havde opgivet idéen om at sejle til Japan for at erobre noget vulkansk klippeø fra en japansk befolkning, som efter i oldtiden at være flygtet fra fastlandets rivende udvikling, syntes meget opsat på at beholde deres ufrugtbare klippeø.
Nå men man stod altså med en stor hær som ikke rigtigt havde nogen fælles fjende længere (Tænk NATO efter Sovjets fald, bare med den forskel at man rent faktisk fulgte med tiden i det japanske tilfælde). Til gengæld havde man en masse provinsbeboere som efterhånden blev mere og mere interesseret i at styre ting lidt mere selv og ikke bare få det hele dikteret fra toppen. Der begyndte at udvikle sig en hel lille gruppe af private foretagender indenfor sikkerhedsstyrker i takt med at de hvervede hære blev skåret ned. I starten lod man de private træne bønderne, men efterhånden trænede de mere sammen med deres venner, fætre og andre private som sluttede sig til dem. De udviklede sig til at blive en egentligt gruppe af japanere, som havde fundet ud af at det var meget federe at skyde med bue og dangdere den, end at grave i jord hele dagen. Hoffet i Heian syntes samtidig at det var fint nok, for de private krigere sørgede for sikkerheden og gjorde de dyre offentlige styrker overflødige.
Samuraier? njaaaaooo... Den nye og, i forhold til de tidligere hvervede hære, lille gruppe af nye krigere blev slet ikke kaldt "samurai" på det her tidspunkt. Samurai betyder (som den pålidelige kilde "the last samurai" med Tom Cruise i en fejlcasted hovedrolle siger) "at tjene". Det var ikke liiige det som de nye krigerfolk tænkte mest på på det her tidspunkt og ord som "at rane", "at løsrive sig" eller "gøre hvad der passer os", er nok mere dækkende for dem. "Samurai" var i Heian perioden slet og ret tjenere ved det kejserlige hof og havde intet med krigere at gøre. Det er en langt senere sammenblanding at kalde disse krigere "Samurai". I stedet så de sig selv som "BUSHI", hvilket de fleste kampsportsfolk i dag vil kunne nikke glædeligt genkendende til, fra ordet "Bushido", som ret beset bare betyder "krigerens vej".
Egentligt er der mange navne for krigerne på det her tidspunkt og hvis man gerne vil gøre det svært for sig selv, skal man da bare prøve at lære dem. Tag for eks. ordet "Tsuwamono", som kommer af stammen "musha" (det siger jo sig selv????) og betyder "martial one", altså en "kampgut" eller noget i den stil. Men egentligt er det rimeligt ligegyldigt for tegnet for Tsuwamono og Bushi er vist rimeligt tæt på hinanden (med romanske bogstaver bliver det så bare noget helt forskelligt)
Disse "krigere" udvikler mest deres teknikker om krig fra grupper som før kæmpede løst som lejetropper ved de kejserlige hære, men ikke var hvervede bønder selv. Disse var ryttere og bueskytter (på samme tid!). Det var en praktisk ting at være fordi du så kunne ride hen og skyde fjenden og ride væk igen før de kunne indhente dig. Det var en yndet taktik hos nordlige japanske stammefolk som stadig ikke var underlagt kejserrigets fulde kontrol. Den hvervede fodfolkshær af bønder klarede sig ret dårligt mod disse stammer fordi de brugte heste og buer. De kunne egentligt bare stå og se på, mens de blev skudt ned af folk som red for hurtigt til at kunne indhentes. Det skabte en del problemer langs grænsen nordpå. Stammerne var ikke talrige nok til en invassion, men irriterende nok til at brænde grænselandet af hele tiden!
Af denne og sikkert også andre utroligt kloge grunde, var "det nye sort" indenfor krigsførsel derfor ryttere med buer og en masse pile og det ville vores nye krigere selvfølgelig også. Der var derfor ikke særligt meget sværd og "samurai" over disse krigere og det var der egentligt ikke i lang tid. Buen, hesten og en kniv til sjælden nærkamp blev længe opfattet som standartvåben for krigerne.
Nåh men nu rendte disse grupper jo rundt ude i provinsen og bestemte lidt hvem der skulle slås i hovedet og hvem der ikke skulle. Ved kejserhoffet var man lidt mellemfornøjet ved dette, men eftersom man ikke kunne gøre så meget ved det, kunne man jo ligeså godt imødekomme udviklingen og gøre det næst bedste; give dem som aligevel bestemte, nogle fine titler så det så ud, som om at hoffet selv havde valgt udviklingen.
Faktisk minder Japan i denne perioden lidt som Sicilien og dens mafia. Det er lidt det samme scenarium. Bare tænk: langt ude på landet, en svag statsmagt, svækket politi og retshåndhævelse og stærke familiemønstre. Så begynder lokale mænd at overtage magten stille og roligt, i takt med at befolkningen ser at de kan skabe den orden, som staten ikke kan. Altså er de tidligere samuraier egentligt bare en middelalderlig MAFIA.
Også på det borgelige plan minder bushi om mafian. De er IKKE adelsfolk (de sidder inde ved hoffet og skriver digte om kirsebærblade og lotusblomster). De er der i mod japanere som har rejst sig fra blot at være bønder, til at være dem som skaber stabilitet i lokalområdet. De bliver givet magt og de tager magt, men de har den ikke via. adel eller titler. De får titler senere og de bliver magtfulde, men de bliver aldrig adelige i egentligt forstand. De forbliver at være krigere og på sin vis "borgerlige" i en europæisk forstand. Samuraiklassen er derfor ikke ligesom europas riddere, som jo netop var kendetegnet ved at være adelsfolk, med mulighed for plads ved hoffet, eller endda at blive valgt som konge. En kriger i Japan ville kunne blive den mest magtfulde mand i Japan, uden nogen sinde at kunne blive kejser eller adelig og uden nogensinde at kunne erstatte kejser eller adel, eller sætte sig i deres sted.
Krigerne bliver dog mere og mere magtfulde som gruppe. Specielt fordi småadelige begynder at blande sig lidt med dem. Hvordan nu det?? Jo ser i. Hvis man render rundt inde ved hoffet og er kejserens bror eller kejserens søsters mand eller kejserens halvbror eller kejserens onkels fætter, eller endda længere ude, så kunne du måske være noget ved hoffet. Men begyndte du at være kejserens lillebror nr. 21 i rækken, eller kejserens 45erende grandfætter, så begyndte din indflydelse at knibe lidt. Så var det sku svært at finde "en plads i solen" som Shubidua synger så populært om. Du havde faktisk kun dit navn og nogle gange havde du ikke engang det! Lidt noget lort faktisk...
MEN som alle ved; Hvis du ikke er noget stort indenfor noget som helst i København, så tager du bare ud til Crazy Dazy i Dianalund på Vestsjælland og fortæller at du er det. Der tror de alle sammen på at du virkelig er en stor kanon og du fortæller vidt og bredt om at du kender alle de kendte og er nede med både Pelle fra dagens mand og Hej Mattematik og at du egentligt bare sidder her på Crazy Dazy dagen lang og glor efter krigsmalede provinspiger, fordi du bare må lidt VÆK fra al den berømmelse.
Sådan er det med Taira og Minamoto klanerne. Der er ganske vist både kejsere og alt muligt som hedder Taira og Minamoto på skiftende tidspunkter, men jeg kan love jer at det ikke er dem som sidder ude i provinsen og blære sig med at de kender kejseren og at det praktisk talt kunne være dem selv som var kejser. Gu kunne de ej, for så sad de sku nok ikke på Crazy Dazy og fortalte om det vel? Næh sandheden er langt mere den at efter at de ikke kunne blive noget stort indenfor musikken i byen, tog de til sidst deres sparepenge (og dem havde de faktisk nogle gange mange af!) og rejste så langt væk fra byen at ingen vidste at de faktisk ikke var noget. Her slog de sig så ned og blev til en masse som de ikke kunne være i byen. De første som kom der ud havde måske en smule tilknytningen til byerne, men deres sønner og deres sønner havde ikke og havde aldrig været i hovedstaden og ingen kendte dem der inde. De havde dog stadig et familienavn, som stille og roligt blev et klannavn. Det betød at deres betroede krigere og fætre og alt muligt tog navn efter dem; Således blev der rigtigt mange "minamoto" og rigtigt mange "taira" spredt ud over hele Japan. På denne måde kan man godt sige at der er en smule adel i samuraiernes kulturelle opståen, men så aligevel ikke. Tænk på at minamotoerne og tairaerne jo først blev krigere i det øjeblik de slet ikke regnedes for adelsfolk længere. Tænk også i at der var mange krigersamfund rundt om i Japan som slet og ret opstod omkring lokale familier, som voksede sig stærkere, men som aldrig i deres liv havde set en kinesisk vase eller malet et heikodigt. Disse to grupperinger blev grobunden for ca. 1000 års nedarvet krigerkultur hos ca. 7% af befolkningen i Japan.
torsdag den 16. september 2010
tirsdag den 14. september 2010
Japans historie vol.II NARA-PERIODEN
Kære læsere. Hvis i ikke har læst det tidligere indlæg om Japans forhistoriske tid kan det anbefales, da det vil bruge ca. 5-15 min. af jeres liv og ellers kun gøre jer marginalt mere klar til denne vol. II af Japans historie. Det vil dog nok give jer et billede af min metodiske fremgangsmåde og måske afskrække jer ved dets blotte seriøsitet og elfenbenstårnsretorik.
NB: En lille hjælpende note: Alle perioder i Japans historie er opkaldt efter hovedstaden og ikke efter dynastierne som i Kina. Heian er altså f.eks. en by...
NARA-PERIODEN (710-794)
fordi Cambridge siger vi skal...
Heian perioden er Japans første spændende periode, hvilket gør sig gældende i et hårdtslående og objektivt faktum: KRIGERKLASSEN opstår.
Før Heian perioden har vi dog egentligt en anden periode som hedder NARA perioden, men som navnet antyder bliver man naret til at tro at den egentligt er rellevant for noget som helst. Folk som beskæftiger sig med Nara perioden, burde læse om Kinas historie i stedet for, fordi alt hvad der sker i Japan her, aligevel er kinesisk, bare i en lidt mere provinsialsk udgave. Det kan kort sagt sammenlignes med at ville beskrive dansk højkultur og så lede efter den i Tønder eller Rødby. Alle ved at det ikke giver mening og at kun smårundtossede hypermodernistiske forfattere som Helle Helle, finder nogen mening med det (en forfatter som selv skriver om sine bøger at "jeg ikke forstår at nogen gider læse det jeg skriver", burde ikke forsøge at udgive det. Det går ud over sagesløse og før så uskyldige gymnasieelevers mentale tilstand at skulle trækkes gennem dette søl af monotont og intetsigende vanvid).
Nåh, men sådan er det også med Nara Perioden. Japan er ligesom Rødby eller Tønder og måske er der lidt party i provinsen i Japan på dette tidspunkt, men ikke meget, og stedet hvor "det sker", er altså Kina. Ligesom alle andre provinsområder prøver Japan selvfølgelig at være med på moden, men er lidt bag efter. Nara bliver aldrig rigtigt som den kinesiske hovedstad, selvom man forsøger at tegne den efter fuldstændig samme arkitektoniske model! Det er lidt ligesom at crazy-dazy i Ringsted bare aldrig bliver Café Rust i København. Der er færre mennesker, de er lidt bagud for moden, men de prøver da: Japan har en hvervet bondehær, ligesom Kina, Japan har en fastboende kejser, ligesom Kina, Japanerne skriver lidt ned med kinesiske skrifttegn, ligesom Kina. Men altså ikke noget særligt!
Man var også i Nara perioden så militært ude i torvene at man var seriøst bange for Korea, mere specielt et kongedømme ved navn Silla. Faktisk blev man i Nara perioden så bange at man besluttede sig at stoppede med at tæve på hinanden hele tiden (som klanerne ellers havde gjort indtil nu) og begynde at være fælles bange for en ydre fjende. Det skabte rigtig meget centralisme og i Nara perioden blev alt strengt styret fra kejserhoffet og ingen fik lov til noget sjovt (som en lille rask nabokrig eller blodsfejde).
Det eneste som måske er værd at nævne er at man rent faktisk får en FAST HOVEDSTAD i Nara-perioden. Nu spørger du sikkert: "hva? flyttede man måske rundt på hovedstaden før eller hvad?" og ja det gjorde man faktisk. Logik er som bekendt ikke en asiatisk opfindelse og før Nara, flyttede man faktisk hovedstaden rundt. Ja man flyttede den faktisk ikke kun, man rev den gamle by helt ned og flyttede så et nyt sted hen og byggede en ny der! Dette gjorde man fordi kejseren var en SHINTO gud og når sådan en "døde" i sin fysiske krop, blev stedet åndeligt forgiftet og det var derfor meeeeget vigtigt at flytte. Jeg HAR prøvet at undersøge om der virkelig er en bedre grund til denne vanvittige handling, men det lader det ikke til. Der er ikke en gang tale om et rigtigt vandrekongedømme. Man flyttede simpelthen bare hovedstaden rundt i den samme lille dal med ca. 30 km. mellemrum hele tiden, i en frygteligt masse år!
For en normalt stabil nordeuropæer med begge ben i mulden, virker dette jo som det glade vanvid. Til sidst blev det dog også for meget, selv for japanerne. Det er ikke gratis at rive en hel hovedstad ned og bygge den op igen (overvej hvis vi skulle gøre det samme med København hver gang kongen eller dronningen døde) og til sidst fandt man ud af at det nok var rimeligt dumt at forsætte med. Og så byggede man Nara efter Kinesisk model. Og så prøvede man ellers at lege MINI-KINA i små 100 år.
At lege mini-Kina indbefattede at overtage deres skriftsystem. Japanerne var dog med tiden ikke helt tilfreds med at det var pisse svært at lære tusinder af skrifttegn, så de opfandt nogle selv og tilføjede kasus og bøjningsmuligheder til det i forvejen komplicerede system. Det skal jo ikke være for nemt! Herefter brugte man så en masse tid på at bygge et civilt bureaukrati op (jep.. ligesom i Kina). Det bestod af en masse skrivere, provinsguvenørere, hoffolk osv osv. Men det værste var at de IKKE HAVDE NOGLE SVÆRD! Faktisk blev japan styret fornuftigt, civilt og roligt (og kedeligt) via en kinesisk model og det blev først rigtigt problematisk i takt med at samfundet udviklede sig og japanerne (som vi kan læse i Vol.I ER sejere end kineserne) begyndte at røre på sig rundt omkring i landet. Pludselig blev det alt for dyrt at have hvervede bondehære, som ikke rigtigt gad eller kunne slås. Japanerne var et individuelt minded folkeslag og flere tog selv sikkerhedsopgaven på deres skuldre, hvilket selvfølgelig måtte ende med lidt af en social ustabilitet (hvilket også var på tide).
OG, så kom der pludselig andre grøntsager i nuddelsuppen. Mere om det i vol. III om HEIAN-PERIODEN...
med venlig hilsen
Kasper
NB: En lille hjælpende note: Alle perioder i Japans historie er opkaldt efter hovedstaden og ikke efter dynastierne som i Kina. Heian er altså f.eks. en by...
NARA-PERIODEN (710-794)
fordi Cambridge siger vi skal...
Heian perioden er Japans første spændende periode, hvilket gør sig gældende i et hårdtslående og objektivt faktum: KRIGERKLASSEN opstår.
Før Heian perioden har vi dog egentligt en anden periode som hedder NARA perioden, men som navnet antyder bliver man naret til at tro at den egentligt er rellevant for noget som helst. Folk som beskæftiger sig med Nara perioden, burde læse om Kinas historie i stedet for, fordi alt hvad der sker i Japan her, aligevel er kinesisk, bare i en lidt mere provinsialsk udgave. Det kan kort sagt sammenlignes med at ville beskrive dansk højkultur og så lede efter den i Tønder eller Rødby. Alle ved at det ikke giver mening og at kun smårundtossede hypermodernistiske forfattere som Helle Helle, finder nogen mening med det (en forfatter som selv skriver om sine bøger at "jeg ikke forstår at nogen gider læse det jeg skriver", burde ikke forsøge at udgive det. Det går ud over sagesløse og før så uskyldige gymnasieelevers mentale tilstand at skulle trækkes gennem dette søl af monotont og intetsigende vanvid).
Nåh, men sådan er det også med Nara Perioden. Japan er ligesom Rødby eller Tønder og måske er der lidt party i provinsen i Japan på dette tidspunkt, men ikke meget, og stedet hvor "det sker", er altså Kina. Ligesom alle andre provinsområder prøver Japan selvfølgelig at være med på moden, men er lidt bag efter. Nara bliver aldrig rigtigt som den kinesiske hovedstad, selvom man forsøger at tegne den efter fuldstændig samme arkitektoniske model! Det er lidt ligesom at crazy-dazy i Ringsted bare aldrig bliver Café Rust i København. Der er færre mennesker, de er lidt bagud for moden, men de prøver da: Japan har en hvervet bondehær, ligesom Kina, Japan har en fastboende kejser, ligesom Kina, Japanerne skriver lidt ned med kinesiske skrifttegn, ligesom Kina. Men altså ikke noget særligt!
Man var også i Nara perioden så militært ude i torvene at man var seriøst bange for Korea, mere specielt et kongedømme ved navn Silla. Faktisk blev man i Nara perioden så bange at man besluttede sig at stoppede med at tæve på hinanden hele tiden (som klanerne ellers havde gjort indtil nu) og begynde at være fælles bange for en ydre fjende. Det skabte rigtig meget centralisme og i Nara perioden blev alt strengt styret fra kejserhoffet og ingen fik lov til noget sjovt (som en lille rask nabokrig eller blodsfejde).
Det eneste som måske er værd at nævne er at man rent faktisk får en FAST HOVEDSTAD i Nara-perioden. Nu spørger du sikkert: "hva? flyttede man måske rundt på hovedstaden før eller hvad?" og ja det gjorde man faktisk. Logik er som bekendt ikke en asiatisk opfindelse og før Nara, flyttede man faktisk hovedstaden rundt. Ja man flyttede den faktisk ikke kun, man rev den gamle by helt ned og flyttede så et nyt sted hen og byggede en ny der! Dette gjorde man fordi kejseren var en SHINTO gud og når sådan en "døde" i sin fysiske krop, blev stedet åndeligt forgiftet og det var derfor meeeeget vigtigt at flytte. Jeg HAR prøvet at undersøge om der virkelig er en bedre grund til denne vanvittige handling, men det lader det ikke til. Der er ikke en gang tale om et rigtigt vandrekongedømme. Man flyttede simpelthen bare hovedstaden rundt i den samme lille dal med ca. 30 km. mellemrum hele tiden, i en frygteligt masse år!
For en normalt stabil nordeuropæer med begge ben i mulden, virker dette jo som det glade vanvid. Til sidst blev det dog også for meget, selv for japanerne. Det er ikke gratis at rive en hel hovedstad ned og bygge den op igen (overvej hvis vi skulle gøre det samme med København hver gang kongen eller dronningen døde) og til sidst fandt man ud af at det nok var rimeligt dumt at forsætte med. Og så byggede man Nara efter Kinesisk model. Og så prøvede man ellers at lege MINI-KINA i små 100 år.
At lege mini-Kina indbefattede at overtage deres skriftsystem. Japanerne var dog med tiden ikke helt tilfreds med at det var pisse svært at lære tusinder af skrifttegn, så de opfandt nogle selv og tilføjede kasus og bøjningsmuligheder til det i forvejen komplicerede system. Det skal jo ikke være for nemt! Herefter brugte man så en masse tid på at bygge et civilt bureaukrati op (jep.. ligesom i Kina). Det bestod af en masse skrivere, provinsguvenørere, hoffolk osv osv. Men det værste var at de IKKE HAVDE NOGLE SVÆRD! Faktisk blev japan styret fornuftigt, civilt og roligt (og kedeligt) via en kinesisk model og det blev først rigtigt problematisk i takt med at samfundet udviklede sig og japanerne (som vi kan læse i Vol.I ER sejere end kineserne) begyndte at røre på sig rundt omkring i landet. Pludselig blev det alt for dyrt at have hvervede bondehære, som ikke rigtigt gad eller kunne slås. Japanerne var et individuelt minded folkeslag og flere tog selv sikkerhedsopgaven på deres skuldre, hvilket selvfølgelig måtte ende med lidt af en social ustabilitet (hvilket også var på tide).
OG, så kom der pludselig andre grøntsager i nuddelsuppen. Mere om det i vol. III om HEIAN-PERIODEN...
med venlig hilsen
Kasper
Japans historie vol.I FORHISTORISK TID og indledning
Kære læsere og narcistist (jeg kender dig ikke, men du virker bekendt. Har vi måske gået i skole sammen?)
Da jeg for tiden læser samuraiens kulturhistorie som et led i min bachelorskrivning, bringer jeg her Japans historie løbende, mens jeg lærer den. Den er frit fra leveren (hvor ulækkert det end måtte forekomme) og bliver nedskrevet uden sidekig til noter eller noget andet. Jeg garenterer dog for at den, ligesom alt andet på nettet, er en fuldstændig sandfærdig beretning og at du aldrig behøver at åbne en ærlig bog om Japan igen efter dette her!
Hans Kongelige højhed Kritisk Viden IV af Den Dannede Verden er død! Længe leve hans søn, Hans Kongelige Højhed HTTP Ukritisk Masseinformation af Wikipedia! Huzzar!
JAPAN I FORHISTORISK TID (The dark ancient times)
Hvis man nærstuderer den prisbelønnede nærdokumentariske film "THE LAST SAMURAI" nøje, som alle gode soon-to-be studerende af japansk historie bør gøre, vil man lære at de gamle guder i tidernes morgen dyppede et sværd i havet og at vandet fra det dryppende sværd aflagde perfekte dråber i havet og at disse blev til de japanske øer. Dette er alle bedrevidende historikere enige om må være det tætteste på sandheden vi kommer, fordi vi har det fra et sekkundært medie som kun er nedfældet (i dette tilfælde optaget) små xxx tusinde år efter OG fordi arkæologien sikkert vil påstå noget andet. Pga. disse to hårdtslående argumenter, er dette denne beretnings historiske udgangspunkt for Japans opståen.
Efter de japanske øers opståen blev de naturligvis besøgt, ligesom alle andre steder på jorden, af en overmenneskelig race af nordboere kaldet VIKINGER. Denne befolkningsgruppe lagde fundamentet for alt sejt som senere måtte opstå i Japan (så hvis du synes du støder på noget sejt i denne beretning og ikke bare fjollet, så er det sikkert kulturelt aftag fra denne begivenhed). Vikingerne drog dog væk fra øerne tidligt og efterlod kun en mindre befolkningsgruppe af trælle på den nordlige ø Hokkaido. Disse blev kendt som AINU folket. De nedstammer selvfølgelig ikke fra vikinger, da dette ville være alt for farligt at efterlade på et ubevogtet sted (ligesom man ikke bare lader kernevåben ligge og flyde), men var tjenere for disse, på deres rejser rundt for at kultivere hele verden. Dét at de ér der er dog et sikkert bevis for den ovenstående beretning om vikingernes besøg i Japan, som herefter må betraktes som en kildekritisk vericiferet sandhed i alle henseender.
I Kina skete der i forhistorisk tid i midler tid også en masse ting. KINESERNE samlede deres forskellige riger under et samlet kæmpe stort fuck-off kejserrige og begyndte at erobrede og presse deres naboer for mere land. Grundlaget for kinesernes store success i disse udskejelser kan koges ned til tre faktorer:
I) De var i samlet flok over 10 gange så mange som deres modstandere og, når de sad på skuldrene af hinanden, næsten ligeså høje som disse også.
II) De besad og besidder nogle af verdens mest frugtbare floddeltaer og dermed mulighed for højkultur i forhistorisk tid (ligesom Ægypten, Indien og Mesopotamien)
III) Kina grænser ikke op til noget vikingeland på nogle sider (hvilket ellers ville have resulteret i akut fiasko uanset de ovenstående faktorere)
Til Kinas umiddelbare øst lå de korianske riger. I dag er KOREA mest kendt for en masse plastikprodukter i syd og en masse ustabile seudo-kommunister i nord. Dengang var de ikke rigtigt kendt for noget. De mindede ganske meget om kinserne i kultur og våbenbrug, hvilket resulterede i nogle tabte slag mod kinserne, mest pga. faktor I ovenfor. Dette resulterede i at flere folkegrupper i Østasien blev presset ud i vandet af de fremryggende kinesere.
Når man kommer langt nok ud i vandet mod øst støder man pludselig på en sandstrand (eller nogle klipper, alt efter ens held den dag). Disse klipper/strande/bjerge/skove udgør de Japanske øer og her slog flere og flere folk sig ned, i deres flugt fra at blive alt for kultiveret for tidligt af Kina (ja rent faktisk... Underligt nok)
Det blev disse folkegrupper som i høj grad kom til at smelte sammen til en homogen folkegruppe: JAPANERNE. Det betyder med andre ord at japanerne er en blanding af en masse mongolide (ikke dem med hjerneskader, men dog aligevel med lidt skæve øjne) folkeslag. Nærmere bestemt mener flere forskere at Japanernes tidligere kultur afspejler størst kulurel beslægning med de nordlige mongolide folkeslag, som i dag er bosat i Mongoliget og det østligste Rusland. Grundlæggende har det noget at gøre med at de er MERE MÆND end de sydmongolide folkeslag: De får mere kropdsbehåring og de kan bedre lide krig og behøver ikke ligne Tiger på Spring - Drage i Skjul, når de slås. De har heller ikke et overdrevent forbrug af pudder og silke og det de har, får de fra Kina og det er kun overklassen som virkelig gider det. Hvad alt dette så har gjort ved Japans kvindelige befolkning synes jeg selv man kan google sig frem til; der er ingen grund til at blive unødvendig hård i tonen i denne blog. Kort kan nævnes at de ikke ligesom den kinesiske mode foreskrev, smadrede deres tæer med sten over flere år for at få mindre fødder, men at deres kvindelige fordele i forhold til kinesiske kvinder nok også stopper ved "har-ikke-krøblingefødder" (men det kan nu også være godt nok!).
Herefter følger der en lang tid som for en forsvindende lille gruppe mennesker kan siges at være virkelig interessant. Personligt får jeg ikke faglig erektion af POTTESKÅR (heller ikke selvom den på det her tidspunkt siges at være en af verdens mest udviklede) og jeg er endda historiker. Hvor kedeligt det så må forekomme for andre, kan jeg kun gætte på, men jeg tror at hvis man kunne issollerer begrebet "potte og keramikkultur" og sælge det på flaske, ville alle andre søvnpiller miste deres salg indenfor kort tid. Derfor fylder denne sektion i Frodalokblog også kun få linjer, mens den i Cambridge History of Japan, sagtens kan blive dedikeret 100 sider (som ingen så læser, hvilket er ligemeget fordi forskeren som skriver dem, aligevel tænder mere på kretiske potteskår end på kretiske kvinder og fordi Cambridge så oveni kan bryste sig med at være et historisk opslagsværk, som omfavner den brede historie og ikke kun det spændende).
For normale mennesker bliver historien dog først spændende når der begynder at ske mere end maling af mel i krukker og tændstiksmænd på hulevægge, som jo mest af alt beskriver en helt ubeskrivelig mangel på noget fornuftigt at lave i forhistorisk tid. Derfor vil jeg også hastisk og totalt uhørt springe til Japans første egentlige elektrochok (Kun afbrudt af et lille intermesso om Nara-perioden, som man dog også bør læse her, men kun her, fordi det gøres kort), fra monoton ingenting, til krig, vold og intriger: Heian Perioden (læs mere under blogindlægget "Heian-Perioden i Japan".
Med venligste hilsner
Kasper
Da jeg for tiden læser samuraiens kulturhistorie som et led i min bachelorskrivning, bringer jeg her Japans historie løbende, mens jeg lærer den. Den er frit fra leveren (hvor ulækkert det end måtte forekomme) og bliver nedskrevet uden sidekig til noter eller noget andet. Jeg garenterer dog for at den, ligesom alt andet på nettet, er en fuldstændig sandfærdig beretning og at du aldrig behøver at åbne en ærlig bog om Japan igen efter dette her!
Hans Kongelige højhed Kritisk Viden IV af Den Dannede Verden er død! Længe leve hans søn, Hans Kongelige Højhed HTTP Ukritisk Masseinformation af Wikipedia! Huzzar!
JAPAN I FORHISTORISK TID (The dark ancient times)
Hvis man nærstuderer den prisbelønnede nærdokumentariske film "THE LAST SAMURAI" nøje, som alle gode soon-to-be studerende af japansk historie bør gøre, vil man lære at de gamle guder i tidernes morgen dyppede et sværd i havet og at vandet fra det dryppende sværd aflagde perfekte dråber i havet og at disse blev til de japanske øer. Dette er alle bedrevidende historikere enige om må være det tætteste på sandheden vi kommer, fordi vi har det fra et sekkundært medie som kun er nedfældet (i dette tilfælde optaget) små xxx tusinde år efter OG fordi arkæologien sikkert vil påstå noget andet. Pga. disse to hårdtslående argumenter, er dette denne beretnings historiske udgangspunkt for Japans opståen.
Efter de japanske øers opståen blev de naturligvis besøgt, ligesom alle andre steder på jorden, af en overmenneskelig race af nordboere kaldet VIKINGER. Denne befolkningsgruppe lagde fundamentet for alt sejt som senere måtte opstå i Japan (så hvis du synes du støder på noget sejt i denne beretning og ikke bare fjollet, så er det sikkert kulturelt aftag fra denne begivenhed). Vikingerne drog dog væk fra øerne tidligt og efterlod kun en mindre befolkningsgruppe af trælle på den nordlige ø Hokkaido. Disse blev kendt som AINU folket. De nedstammer selvfølgelig ikke fra vikinger, da dette ville være alt for farligt at efterlade på et ubevogtet sted (ligesom man ikke bare lader kernevåben ligge og flyde), men var tjenere for disse, på deres rejser rundt for at kultivere hele verden. Dét at de ér der er dog et sikkert bevis for den ovenstående beretning om vikingernes besøg i Japan, som herefter må betraktes som en kildekritisk vericiferet sandhed i alle henseender.
I Kina skete der i forhistorisk tid i midler tid også en masse ting. KINESERNE samlede deres forskellige riger under et samlet kæmpe stort fuck-off kejserrige og begyndte at erobrede og presse deres naboer for mere land. Grundlaget for kinesernes store success i disse udskejelser kan koges ned til tre faktorer:
I) De var i samlet flok over 10 gange så mange som deres modstandere og, når de sad på skuldrene af hinanden, næsten ligeså høje som disse også.
II) De besad og besidder nogle af verdens mest frugtbare floddeltaer og dermed mulighed for højkultur i forhistorisk tid (ligesom Ægypten, Indien og Mesopotamien)
III) Kina grænser ikke op til noget vikingeland på nogle sider (hvilket ellers ville have resulteret i akut fiasko uanset de ovenstående faktorere)
Til Kinas umiddelbare øst lå de korianske riger. I dag er KOREA mest kendt for en masse plastikprodukter i syd og en masse ustabile seudo-kommunister i nord. Dengang var de ikke rigtigt kendt for noget. De mindede ganske meget om kinserne i kultur og våbenbrug, hvilket resulterede i nogle tabte slag mod kinserne, mest pga. faktor I ovenfor. Dette resulterede i at flere folkegrupper i Østasien blev presset ud i vandet af de fremryggende kinesere.
Når man kommer langt nok ud i vandet mod øst støder man pludselig på en sandstrand (eller nogle klipper, alt efter ens held den dag). Disse klipper/strande/bjerge/skove udgør de Japanske øer og her slog flere og flere folk sig ned, i deres flugt fra at blive alt for kultiveret for tidligt af Kina (ja rent faktisk... Underligt nok)
Det blev disse folkegrupper som i høj grad kom til at smelte sammen til en homogen folkegruppe: JAPANERNE. Det betyder med andre ord at japanerne er en blanding af en masse mongolide (ikke dem med hjerneskader, men dog aligevel med lidt skæve øjne) folkeslag. Nærmere bestemt mener flere forskere at Japanernes tidligere kultur afspejler størst kulurel beslægning med de nordlige mongolide folkeslag, som i dag er bosat i Mongoliget og det østligste Rusland. Grundlæggende har det noget at gøre med at de er MERE MÆND end de sydmongolide folkeslag: De får mere kropdsbehåring og de kan bedre lide krig og behøver ikke ligne Tiger på Spring - Drage i Skjul, når de slås. De har heller ikke et overdrevent forbrug af pudder og silke og det de har, får de fra Kina og det er kun overklassen som virkelig gider det. Hvad alt dette så har gjort ved Japans kvindelige befolkning synes jeg selv man kan google sig frem til; der er ingen grund til at blive unødvendig hård i tonen i denne blog. Kort kan nævnes at de ikke ligesom den kinesiske mode foreskrev, smadrede deres tæer med sten over flere år for at få mindre fødder, men at deres kvindelige fordele i forhold til kinesiske kvinder nok også stopper ved "har-ikke-krøblingefødder" (men det kan nu også være godt nok!).
Herefter følger der en lang tid som for en forsvindende lille gruppe mennesker kan siges at være virkelig interessant. Personligt får jeg ikke faglig erektion af POTTESKÅR (heller ikke selvom den på det her tidspunkt siges at være en af verdens mest udviklede) og jeg er endda historiker. Hvor kedeligt det så må forekomme for andre, kan jeg kun gætte på, men jeg tror at hvis man kunne issollerer begrebet "potte og keramikkultur" og sælge det på flaske, ville alle andre søvnpiller miste deres salg indenfor kort tid. Derfor fylder denne sektion i Frodalokblog også kun få linjer, mens den i Cambridge History of Japan, sagtens kan blive dedikeret 100 sider (som ingen så læser, hvilket er ligemeget fordi forskeren som skriver dem, aligevel tænder mere på kretiske potteskår end på kretiske kvinder og fordi Cambridge så oveni kan bryste sig med at være et historisk opslagsværk, som omfavner den brede historie og ikke kun det spændende).
For normale mennesker bliver historien dog først spændende når der begynder at ske mere end maling af mel i krukker og tændstiksmænd på hulevægge, som jo mest af alt beskriver en helt ubeskrivelig mangel på noget fornuftigt at lave i forhistorisk tid. Derfor vil jeg også hastisk og totalt uhørt springe til Japans første egentlige elektrochok (Kun afbrudt af et lille intermesso om Nara-perioden, som man dog også bør læse her, men kun her, fordi det gøres kort), fra monoton ingenting, til krig, vold og intriger: Heian Perioden (læs mere under blogindlægget "Heian-Perioden i Japan".
Med venligste hilsner
Kasper
Velkommen
Velkommen...
jer som aligevel ikke ser dette her og...
velkommen til jer som underligt nok gør.
Jeg har intet behov for at denne blog bliver set. I det omfang jeg kan holde den lukket, vil jeg prøve det.
Pt. finder jeg det dog bedre at den er åben, da jeg ellers har svært ved at overskue hvordan jeg selv ser det jeg skriver udefra. Men jeg lover at så snart min teknikmongolik aftager, skal nettet nok blive fri for mine ubetydelige tanker, på en endnu mere ubetydelig blog (så selvfed er jeg dog). Jeg vil samtidig love at jeg helt sikkert kommer til at bryde mit løfte, enten af glemsomhed eller af god gammeldags forfængelighed og selvindbildskhed (tænk hvis jeg skrev noget andre gad at læse).
Nå.. Heldigvis har jeg da valgt at holde min blog på det lille ubetydelige sprog dansk, således at i hvert fald 99% af internettets brugere, aligevel ikke vil forstå en lyd af denne endeløse række af ellers så meningsfulde romanske bogstaver, men så upraktisk delt af nationalistiske og komplet latterligt selvbestaltede bogstaver, som vores lille nation i sin visdom haver tænkt sig at berige den store verden med, men aligevel formår at holde begrænset til den selv samme ubetydelige brøkdel af mennesker, som er den danske befolkning.
Jeg skriver naturligvis om de selvforherligede bogstaver Æ, Ø og Å. At de rent kodemæssigt ingen betydning har for skriftlig kommunikation på dansk og at deres eneste gyldige effekt må siges at være at gøre vores tastaturer mærkeligt uforenelige med størstedelen af verden, burde vel være en sandhed som de fleste kan samle sig om. Hvorfor vi så altid har brugt dem? Det har vi da sandelig heller ikke. De er ene og alene et produkt af en nedtrådt og forsmået lilleputstats spæde forsøg på at hævde sin suverænitet og fremmedart overfor dets naboer. Der kunne du min imaginære læser sikkert hæve en bedrevidende finger og påpege at Æ Ø og Å da så sandelig er ældre end 1800'tallet og dermed den egentlige dannelse af den danske nationalstat (uden hermed at komme sagen nærmere, nemlig: hvorfor bruger vi dem stadig, hvis de ingen reel betydning har?). Jeg vil dog aligevel til dette svar sige at nok er de til stede i det dansk-norske sprog tidligere og har en mulig beslægtning med runernes møde med romernes bogstaver, men at folk før den ensrettede retstavnings fremstød i midt 18'tallet gjorde brug af lige nøjagtig dæn retstauning som di fant bæest (hvilket jeg også ynder nogle gange, dog sjældent bevidst som her). Når nu man skulle ensrette denne retsstavning, kunne man jo have ladet disse nationale sagnklenodier gå over i historien, sammen med runerne, som vi jo ret beset heller ikke benytter længere. Det gjorde man så ikke af, på det tidspunkt, indlysende nationale årsager. Så kunne vi jo ligeså godt have kastet håndklædet i bokseringen og gjort tysk til statens nye officielle sprog med det samme. At man ikke efter den II.verdenskrig, da faren fra tyskland synedes endegyldigt ovre, endelig gjorde op med den lille anomali og da i det mindste i forbindelse med computerens overgang til allemandseje og den totalt accellererede globalisering, burde undre mere end det egentligt gør. Det er jo som nævnt ikke en radikal ændring af det danske sprog, som vi har kaster os ud i, men blot en måde at lette problemerne for virksomhedder og udlændinge og måske, hvem ved, lære danskerne endnu mere om den verden som er på den anden side af Æ-Ø Åen...
Vel mødt til Frodalokblog!
KFL
jer som aligevel ikke ser dette her og...
velkommen til jer som underligt nok gør.
Jeg har intet behov for at denne blog bliver set. I det omfang jeg kan holde den lukket, vil jeg prøve det.
Pt. finder jeg det dog bedre at den er åben, da jeg ellers har svært ved at overskue hvordan jeg selv ser det jeg skriver udefra. Men jeg lover at så snart min teknikmongolik aftager, skal nettet nok blive fri for mine ubetydelige tanker, på en endnu mere ubetydelig blog (så selvfed er jeg dog). Jeg vil samtidig love at jeg helt sikkert kommer til at bryde mit løfte, enten af glemsomhed eller af god gammeldags forfængelighed og selvindbildskhed (tænk hvis jeg skrev noget andre gad at læse).
Nå.. Heldigvis har jeg da valgt at holde min blog på det lille ubetydelige sprog dansk, således at i hvert fald 99% af internettets brugere, aligevel ikke vil forstå en lyd af denne endeløse række af ellers så meningsfulde romanske bogstaver, men så upraktisk delt af nationalistiske og komplet latterligt selvbestaltede bogstaver, som vores lille nation i sin visdom haver tænkt sig at berige den store verden med, men aligevel formår at holde begrænset til den selv samme ubetydelige brøkdel af mennesker, som er den danske befolkning.
Jeg skriver naturligvis om de selvforherligede bogstaver Æ, Ø og Å. At de rent kodemæssigt ingen betydning har for skriftlig kommunikation på dansk og at deres eneste gyldige effekt må siges at være at gøre vores tastaturer mærkeligt uforenelige med størstedelen af verden, burde vel være en sandhed som de fleste kan samle sig om. Hvorfor vi så altid har brugt dem? Det har vi da sandelig heller ikke. De er ene og alene et produkt af en nedtrådt og forsmået lilleputstats spæde forsøg på at hævde sin suverænitet og fremmedart overfor dets naboer. Der kunne du min imaginære læser sikkert hæve en bedrevidende finger og påpege at Æ Ø og Å da så sandelig er ældre end 1800'tallet og dermed den egentlige dannelse af den danske nationalstat (uden hermed at komme sagen nærmere, nemlig: hvorfor bruger vi dem stadig, hvis de ingen reel betydning har?). Jeg vil dog aligevel til dette svar sige at nok er de til stede i det dansk-norske sprog tidligere og har en mulig beslægtning med runernes møde med romernes bogstaver, men at folk før den ensrettede retstavnings fremstød i midt 18'tallet gjorde brug af lige nøjagtig dæn retstauning som di fant bæest (hvilket jeg også ynder nogle gange, dog sjældent bevidst som her). Når nu man skulle ensrette denne retsstavning, kunne man jo have ladet disse nationale sagnklenodier gå over i historien, sammen med runerne, som vi jo ret beset heller ikke benytter længere. Det gjorde man så ikke af, på det tidspunkt, indlysende nationale årsager. Så kunne vi jo ligeså godt have kastet håndklædet i bokseringen og gjort tysk til statens nye officielle sprog med det samme. At man ikke efter den II.verdenskrig, da faren fra tyskland synedes endegyldigt ovre, endelig gjorde op med den lille anomali og da i det mindste i forbindelse med computerens overgang til allemandseje og den totalt accellererede globalisering, burde undre mere end det egentligt gør. Det er jo som nævnt ikke en radikal ændring af det danske sprog, som vi har kaster os ud i, men blot en måde at lette problemerne for virksomhedder og udlændinge og måske, hvem ved, lære danskerne endnu mere om den verden som er på den anden side af Æ-Ø Åen...
Vel mødt til Frodalokblog!
KFL
Abonner på:
Opslag (Atom)