Kære alle mig. Så er jeg tilbage med endnu en smøre, denne gang om Kamákura-perioden og lidt om de mongolske invasionsforsøg (eller vis det viser sig hen ad vejen; lidt om Kamakura-perioden og meget om de mongolske invasionsforsøg...)
Det er jo som bekendt her omkring at det begynder at blive lidt spændende med stolte krigere, ære, fjer i hjelmen og blonder på sadlerne og bummelum.
Heian periodens centralisme blev efterhånden opløst og langsomt afløst af noget andet. Det tog lidt tid; sådan ca. 200 år fra 1000-1200.
Dette andet som opstod var det såkaldte "Shóen" system. Shóen er et gods med flere gårde. Over det gods bestemte en Shókan og under ham nogle "mindre" storbønder kaldet Myó (som udtales lidt ligesom en mellemting mellem en kattelyd, Mijau og ordet "jo", hvis man trækker lidt på det). Under dem var der så en masse bønder, skovhuggere, fiskere og håndværkere. Shókanen svarede for en Ryóke eller Honke, som var addelsmand inde i hovedstaden, eller også ejede han det selv eller også var han selv addelsmand (vælg selv). Summa summarum var der i hvert fald en bosbos, en bos, en lidt mindre bos og nogle som bosserne kunne bestemme over nede på bundlinjen (så kan nogle andre end mig slås om de japanske tegn og navne).
Udbyttet for rismarkerne blev kaldt Shiki (andele). Det blev delt mellem bønderne som lavede alt arbejdet på herremandens jord, godsbestyrerne Myó og Shókan som stod for beskyttelsen og Ryóke som ejede det hele.
Dette system skulle gerne, for nogle kendinge, give et par associationer til Europæisk "Feudalisme" hvilket det da også har mange ligheder med. Og som en god ven af mig en gang sagde; "Kasper, feudalisme er roden til al spændende historie". Selvom jeg jo nok kunne komme med invendinger i denne forbindelse, må jeg medgive at dette system ofte giver plads til både magtkampe, splid og bondeoprør og sådan noget er jo altid sjovere at læse om end potteskår eller dansk krat og busk plantning i 1970'erne.
(More to come...)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar