Om "kinesere" og undervisning til fremtiden

Så løb 9.c mod Kina forsøget af stablen. Undertegnede er utilfreds, men ikke så meget med de danske elever, som med de konklusioner som alle mulige synes at drage af ”resultaterne”. 

I slutning af 1800-tallet talte man i det progressive borgerskab af radikale, liberale og socialliberale om at kunne være en "kineser". Det betød at have et stagneret, traditionsbundet, bagudskuende og selvfedt kultur og samfundssyn. I dagens Danmark synes "kineser" at være udskiftet til at betyde "effektivitet, respekt og viden" - I hvert fald når talen falder på skolesystem og uddannelse. 

Jeg har 3 større anker overfor dette: 1) Vi sammenligner os med en totalitærstat, 2) Vi lader test være = kompetente mennesker og 3) Vi reflekterer for lidt over hvem og hvor vi sammenligner os med, i et land med 1 mia. Indbyggere og en social spredning af dimensioner. Vi glemmer for mig at se at vi har haft en anti-autoritær skole i generationer, i modsætning til mange Europæiske lande, uden at dette har forsaget apokalypsen (tvært i mod). Kineserne bruger 12 timer dagligt, på at lære det de kan. Det er ikke effektivt, det er spild af tid. Testen viser at vi er ringe til testen. Jeg er ligeglad med testen. Test skaber gode elever, men vi skal skabe kompetente mennesker. Der skal ikke her gå DL og røde faner i den overhoved. Men, jeg bliver trist over mine landsmænd, når det vi får ud af programmet er; ”Vi må gøre som Kina – Se, disciplin virker”. Hvad skal det nytte? Jeg vil ikke have elever som véd, at de ord de kan forstå på engelsk, hedder forholdsord og stedord – Jeg vil have mennesker som kan tale engelsk. Jeg ønsker også en bedre skole, end den vi har – ja tak. Men vi skal da ikke hente fremtiden i Kinas militante industriskole – nej tak.

Men okay. Det vigtigste er åbenbart disciplin og respekt, ligesom i militæret. Samfundet er en gammel militærkasserne - Og hvis samfundet ikke er det, må vi gøre noget for at det bliver det igen. Uniformér mennesket og ensret klasserne. Lad os endelig rulle dét tilbage som vores fædre og mødre og alle 68'erne fik gjort op med på godt og ondt - 

Nej spøg til side. Selvfølgelig KAN og SKAL vi gøre det bedre, men behøver vi partout forsøge at gøre det bedre, ved at gøre det dårligere, blot fordi den dårlige løsning kan siges med enstavelsesord. Sandheden er at den danske folkeskole er tættere på den bedste skole til fremtidens menneske, end nogen anden skole i verden. Den kinesiske kulturelle overklasse HAR forstået dette - de sender deres børn i Rudolf Steiner skoler, som vinder frem hos den bemidlede øvre middelklasse i Kina... Så lad os stoppe med at råbe dumme ord i skoven her hjemme og i stedet komme videre i dét spor, hvor vi p.t. (lidt endnu) er lysår foran.

Så lad stoppe tanken om at ville være "kinesere". Kineserne udvikler mennesker til et industrisamfund. Deres skolesystem er udviklet i 1980'erne under den kolde krig og i blokopdelingens tegn. Det udviser derfor alle tegn på et udviklingslands stræben op ad. Men, med samme nøgterne og strukturelle konstatering, må vi også erkende at der er tale om en udvikling. En udvikling vi HAR gennemgået. Det vil ikke give mening at gå tilbage til denne skoleform, mere end det ville give mening at gå tilbage til at bruge skrivemaskiner eller fyldepen. Uanset hvor romantisk og rigtigt det nu end lyder og føles.  

Lad os i stedet stræbe efter at udvikle verdens bedste uddannelser til fremtidens mennesker. Når kineserne kommer op over skyerne og kan tænke på andet end sultegrænse og familiens stabilisering i en ny middelklasse, skal de finde os, danskerne, klar til at vise dem hvordan man uddanner mennesker som har levet flere generationer i et hypermoderne og velfungerende samfund. Forhåbentlig skal de ikke komme over skyen og finde os mellem industriskorstene, ringeklokker, skoleuniformer og gåen i takt. 

Mon ikke de vil ryste på hovedet hvis de finder os som det sidste? 

"Dér var vi jo for 20 år siden - Er de skøre i Danmark? Vi har hørt om ham der Rudolf Steiner..."

Kom ind i kampen danske landsmænd! 

Betragtning over den højreorienterede gåde (nogle blandt flere)

Nu har jeg i et halvt års tid her på Facebook fulgt unge konservative , bestående af alt fra selvbestaltede neoliberale og libertarianere over ”hvide” antimoderne mennesker, som ønsker Estrup tilbage og tokammersystemet genindført. Foruden, at de må have (og har) de mest vanvittige diskussioner indbyrdes – og at jeg svært fatter at deres frygt, angst og had til centrumvenstrefløjen kan overstige deres uoverstigelige interne modsætninger – så finder jeg dem ikke desto mindre, noget af det mest morsomme og meningsudfordrende at læse. Jeg har aldrig oplevet mennesker – nej, selv ikke som ung på venstrefløjen -, som i den grad slås med deres postmoderne dæmoner og af al magt forsøger, at samle den smadrede vase, med for længst udtørret Karlsons Klister. Vi er i sandhed ”Generationen der ikke må heile”. Jeg er nået frem til at KU’s landsmøde må ende et eller andet sted som minder om: ”Kongen udvælger selv sine ministre, guldstandarden genindføres og resten af samfundet lades være i fred”. Jeg hepper fra sidelinjen på noget endnu mere vanvittigt og jeg overraskes til stadighed. I går aftalte de at være moderne mennesker, men stemte om kvinders stemmeret. Gad vide hvad kvinderne stemte? 

– Kærlig hilsen fra det kulturradikale hjørne.            

10 gakkede eller spændende samuraifacts

Nu er jeg så færdig med min bachelor i samuraiernes fald i 1800-tallet.

Her følger lige hurtige 10 sjove facts, som jeg ikke kan holde inde:

I) Samuraierne hedder næsten aldrig "Samurai" når man læser om dem og ordet eksisterer slet i den sammenhæng før midten af 1600-tallet.

II) Samuraier som vi "kender" dem i dag er en finurlig sammenblanding af tre perioder i Japans historie: Sengoku perioden (ca. 15-1600), Edo perioden (ca. 1600-1868) og Meiji perioden (1868-1912). Her har man taget alt godt fra havet og blandet rustninger, kultur, mentalitet, religion, sværd, regelsæt, og krigsførelse. Ud af det kom et billede af en kriger i rustning (sengoku) med moral og fin kultur (Edo) som altid kæmpede til døden (romantisk billede fra Meiji).

III) Samuraierne var homoseksuelle, men de anede det ikke selv. Faktisk var intim og seksuel omgang mellem mænd en adspredelse, næsten på højde med drukkulturen i Danmark i dag. Man definerede sig dog ikke som homoseksuel, ligesom danskerne sjældent definerer dem selv som "drankere". Alt med måde jo...

IV) At samuraiernes sværd skulle være super sejt er sikkert rigtigt nok, bare ikke mens man stadig brugte dem. Først da man stoppede med at slås med sit sværd, blev det vigtigt at det var overmåde fint. Før det var det bare "anything goes" og fuld drøn på at få skaffet noget som virkede sejere end sværd (f.eks. kanoner og geværer)

V) Samuraierne trænede kamp uden våben til en vis grad, hvilket mig bekendt kaldtes jujutsu flere steder. Men kunstarten som vi kender den i dag er mest et produkt af Meiji periodens romantiske billede af fortiden. Lidt ligesom danskernes billede af vikingerne og sagaerne, som også er mere 1800-tals romantik end noget andet. Japanerne tog så bare det romantiske lidt mere ud i ekstremen... 

VI) Samuraien Katsumoto fra filmen "The last samurai" burde nok rigtigt hedde Saigo Takamori. Saigo var dog ikke dum nok til at slås i rustning og med sværd og spankulerede glædeligt rundt, i europæisk inspireret militæruniform. Der var ingen kontrast mellem samurai og vestlig militærkunst, nødvendigvis , og ofte overhoved ikke. De kunne dog stadig godt lide deres katanaer, ligesom officerer i europa stadig gik med sabel...

VII) Seppuko eller Hari-Kiri betyder "at skære maven op" og var kun for samuraierne. Det blev mest brugt da man ikke rigtigt sprættede hinanden op i krig længere og så skulle finde på noget andet fedt, at vise at man var "man" på.

VIII) At være samurai, var ikke kun for mænd, men tilhørte en hel gruppe i det japanske samfund; også kvinder og børn. Kvinderne kunne også gøre selvmord, men ofte "kun" ved at dolke sig i hjertet (og det gør jo som bekendt ikke ondt...). Omkring 5-6% af Japans befolkning, ca. 2 mio. mennesker, var samuraier, da man i 1870'erne opløste dem. 

IX) I det meste af den periode vi kender samuraierne fra, blev de fattigere og fattigere og måtte ofte pantsætte deres sværd eller gifte sig til mindre æresfulde familier, som havde flere penge.  

X) Bushido betyder "krigerens vej" og var samuraiernes selvforståelse. Begrebet bliver først alment kendt i Japan efter samuraierne er opløst som gruppe. De fleste samuraier tænkte i konfucianisme eller zenbuddhisme, hvis de skulle forklare noget. De er dog ingen tvivl om at selvom de ikke brugte begrebet bushido, levede de fleste samuraier ubevidst efter dette. Begrebet er blevet kendt senere, men praktiseret tidligere.  

Japans historie Vol. IV. KAMAKURA PERIODEN (1185-1333) og de mongolske invasionsforsøg (1274-1281)

Kære alle mig. Så er jeg tilbage med endnu en smøre, denne gang om Kamákura-perioden og lidt om de mongolske invasionsforsøg (eller vis det viser sig hen ad vejen; lidt om Kamakura-perioden og meget om de mongolske invasionsforsøg...)

Det er jo som bekendt her omkring at det begynder at blive lidt spændende med stolte krigere, ære, fjer i hjelmen og blonder på sadlerne og bummelum.

Heian periodens centralisme blev efterhånden opløst og langsomt afløst af noget andet. Det tog lidt tid; sådan ca. 200 år fra 1000-1200.
Dette andet som opstod var det såkaldte "Shóen" system. Shóen er et gods med flere gårde. Over det gods bestemte en Shókan og under ham nogle "mindre" storbønder kaldet Myó (som udtales lidt ligesom en mellemting mellem en kattelyd, Mijau og ordet "jo", hvis man trækker lidt på det). Under dem var der så en masse bønder, skovhuggere, fiskere og håndværkere. Shókanen svarede for en Ryóke eller Honke, som var addelsmand inde i hovedstaden, eller også ejede han det selv eller også var han selv addelsmand (vælg selv). Summa summarum var der i hvert fald en bosbos, en bos, en lidt mindre bos og nogle som bosserne kunne bestemme over nede på bundlinjen (så kan nogle andre end mig slås om de japanske tegn og navne).

Udbyttet for rismarkerne blev kaldt Shiki (andele). Det blev delt mellem bønderne som lavede alt arbejdet på herremandens jord, godsbestyrerne Myó og Shókan som stod for beskyttelsen og Ryóke som ejede det hele.

Dette system skulle gerne, for nogle kendinge, give et par associationer til Europæisk "Feudalisme" hvilket det da også har mange ligheder med. Og som en god ven af mig en gang sagde; "Kasper, feudalisme er roden til al spændende historie". Selvom jeg jo nok kunne komme med invendinger i denne forbindelse, må jeg medgive at dette system ofte giver plads til både magtkampe, splid og bondeoprør og sådan noget er jo altid sjovere at læse om end potteskår eller dansk krat og busk plantning i 1970'erne.

(More to come...)

 

Indvendinger imod anarkokapitalisme eller "markedsanarkisme"

Udgangspunktet for denne blogtekst er at anarkokapitalisme, som system er en rent utopisk tanke, uden hold i nogen virkelig kontekst og ud fra et historisk perspektiv, synonym med kaos og massivt brug af vold.

Weblektikonet Wikipedia skriver om Anarkokapitalisme:

Anarkokapitalisme også ofte kaldet markedsanarkisme er en filosofi, som støtter det frie markeds uhindrede udfoldelse, men som modsætter sig fysisk vold, truslen om samme, tyveri og svindel. Dens fortalere støtter derfor den private ejendomsret.
Anarkokapitalister støtter frivillige relationer mellem individer frem for ufrivillig underkastelse, og det resulterer i, at de som udgangspunkt modsætter sig eksistensen af individuelle stater. Anarkokapitalister mener, at et fuldstændigt frit og ureguleret marked er det eneste system, som er kompatibelt med dette synspunkt. Selv beskyttelsen mod vold, trusler og svindel skal være et produkt man som individ kan købe eller lade være fra konkurrerende udbydere, i stedet for at være tvunget til at betale for dette produkt via skatten (ligegyldigt om staten rent faktisk leverer et produkt der er pengene værd). Staten udgør altså for anarkokapitalisterne et usundt monopol.

Envidere beskriver den engelske wikipedia tre "historiske" eksempler på nær-anarkokapitalistiske tilstande, hvoraf jeg vil nævne to:

1) Island efter Landnamstiden og frem til tidlig middelalder.
2) Amerikas vilde vesten på den "statsløse" side af frontier grænsen.

For anarkokapitalismen er et "statsligt voldsmonopol" et problem. Det faktum at individet afgiver suverænitet til beslutninger som det ikke selv ønsker via skat, er et problem for anarkokapitalisterne fordi det bryder med individets frihed til at vælge og fravælge en hver handling som kan have indflydelse på samme individ.

Et godt eksempel i disse dage er, som beskrevet af en bekendt anarkokapitalist af mig, krigen i Irak/Afghanistan; "Hvorfor skal jeg betale og via skatten støtte, en krig som jeg ikke ønsker at støtte?". Dette er et fair spørgsmål. Jeg skal være den første til at erklære mig uenig i begge krige, men jeg kunne for så vidt ligeså godt være for den ene eller den anden, for spørgsmålet her er udelukkende om en stat kan have "ret" til en sådan handling. Personligt er mit standpunkt demokratisk og jeg vil derfor gå dertil, som til at sige at hvad et repræsentativt flertal beslutter indenfor en stats gældende love samt internationale regler, må betegnes som "ret" i forståelsen "ret til at udøve handlinger". Det er i denne forbindelse vigtigt at have en balance mellem flertallets "diktatur" og mindretallets stemme, hvilket er retsstatens fornemeste job. Mindretallet bør altid have muligheden for at hæve sin stemme retsligt hvis det føler sig trådt under fode.

Hvorledes skal vi så udforme disse retslige love? Da der aldrig kan siges at være en fuldstændig sikkerhed for skrevne love og regler, anser jeg en eviggyldig og ubrydelig grundlov, som den amerikanske forfatning, eller den tyske forbundslov, for unødvendig og måske endda i sidste ende, hæmmende for fremskridt. Selv ubrydelige love er blevet brudt ned af historiens gang. I stedet ser jeg bedre muligheder i et evigt dynamisk demokrati med en fri presse og et minimum af forsamlingsmæssige eller politiske restraktioner. Sådanne demokratier har vist deres styrke netop i deres synlige svaghed, ved at kvæle totalitære opstande allerede mens de blev italesat. I midler tid er det også set anderledes at suveræne stater med meget liberal demokratiform er bukket under og transformeret sig om til totalitære styreformer; Den 2. spanske republik bliver Francos spanien og Weimarrepublikken bliver Hitlers Tyskland. Derfor ser jeg internationalt samarbejde og aftaler, som værende et af de vigtigste midler for en stabil verdensorden. Nu stærkere det internationale samfund står sammen, dets nemmere kan stater holdes oppe på deres løfter til deres egne retslige love. Omvendt er en væsentlig del af demokratiet og borgernes medbestemmelse også væsentligt bundet op på at sådanne stater ikke mister al deres suverænitet til én instands, som ligger de enkelte staters borgere for fjernt. En sådan tilstand, kan skabe en lignende situationen, blot oppefra og ned. Altså behøver staterne det internationale samfund, såvel som det internationale samfund behøver staterne; Den første for at sikre ligheden og retten, den anden for at sikre demokratiet og medbestemmelsen.

Sådanne nøje balancerede vægtskåle kalder amerikanerne "checks and balances" og de er for mig at se essentielle for stabile samfund.

Alt dette bringer mig tilbage til anarkokapitalismens, som jo netop i sit udgangspunkt fornægter nogen instandser at hævde nogen grad af ret over individet. individet skal være "frit til at vælge". At jeg mener at denne totale emancipering fra nogen form for underkastelse er skadelig, skulle ud fra ovenstående være tydeligt. Men jeg mener yderligere at den også er håbløst unaturlig og uforenelig med menneskelig væren. Ligesom jeg i øvrigt mener at total kollektivisme er det. Mennesket har gennem historien altid fundet en middelvej mellem kollektivismen og individualismen, som et hvert fællesskab fordre at vi gør det. Lad mig sige det lige ud: Der er ingen historiske eller arkæologiske eksempler overhoved, på samfund som har fungeret fornuftigt rent kollektivt eller rent individuelt. Der har altid forekommet en mængde af uundgelig tvang, enten i form af individets tvang over kollektivet til at gøre noget selv, eller kollektivets tvang over individet til at gøre noget for dette.

Også i den mere private og personlige agenda, er det ganske håbløst at tale om at individet er "frit" i den forstand som anarkokapitalisterne forstår begrebet (for i en anden forståelse af begrebet fri, er vi alle fri til at vælge; i sidste ende døden. Og i sådan en forbindelse er individet lige frit om det er i KZlejr eller i frimarketsland). Fra det øjeblik vi er født, bliver vi som individer kastet ind i en masse sociale rammer og skemaer, som tvinger os til at handle ud fra dem. Total frihed til at vælge ville f.eks. indebære at tisse på din mor når du så hende. Tis er sterilt og mor tager i skade og kan bare tage et bad. Der er altså ikke tale om at skade nogen. Brud på andres frihed siger du det er? Jamen så tag dog og tis i dine egne bukser midt på strøget. Vil du ikke det? Det er fordi du ikke er "fri". Du er bundet op af sociale rammer. Du har tøj på, du taler et forståeligt sprog, du går på to ben, du hopper ikke til arbejde, men går i stedet roligt afsted. Du spytter ikke på jorden som hilsen, men trykker folk i hånden, osv osv. Sociale rammer er ganske stærke og folk som ikke følger dem, kalder vi retarderede. Vi behøver ikke at have et samfund til at lukke dem inde, for det sociale fællesskab skal nok holde dem ude. Det er ikke et frit valg du tager, det er rammer du fødes ind i og som binder dig resten af livet, til at følge dem eller bukke udner. Total frihed, som anarkokapitalisterne forstår den, er altså en illussion.

Når individer går sammen i en gruppe, gør de det fordi der er fordele ved det. En mamut er svær at nedlægge ene mand. Derfor spørger du de andre om de vil være med. Det er muligt at der er en anarkokapitalist i flokken som nægter at tage imod ordre fra høvdingen, og hellere vil fiske. Men han får ikke mamutpelstøj når det bliver vinter, og så dør han. Vi afgiver suverænitet fordi der er fordele ved det. Vi godtager nødvendige onder og mindre bumb på vejen selvom vi tænker at det kunne være gjort bedre hvis vi alene valgte for alle. Men vi går med til det fordi det i sidste ende er langt mere stabilt.

Samfundskontrakt er et ord som mange nok kender. Det er også en tanke som jeg varmt kan stå indenfor. Denne kontrakt bør dog hele tiden kunne tages op til debat, og ikke være totalitær som f.eks. Hobbes "Leviathan" udtrykker den, hvilket kræver et levende demokratiske system med en fri debat og frie valg.

Anarkokapitalisterne går ikke ind for en samfundskontrakt. De tænker at markedet vil tage sig af stabiliteten, helt uden at vi behøver at afgive en dråbe suverænitet. Anti-vold og anti-koruption er i midler tid essentielt for anarkokapitalisterne. Men hvem skal skabe det nødvendige bolværk mod volden og korruptionen? Private sikkerhedsfirmaer er anarkokapitalistens svar. Folk kan hermed selv vælge i hvilken grad de ønsker sikkerhed og i hvilken form. Her er virkelig nogle teoretikere som trænger til at læse en historiebog! Mangel på centralmagt, statsligt set lovløse tilstande og mange penge i hurtig omløb? Disse faktorer har været som dynamit i alle samfund i alle tidsaldre og hvorfor det skulle være anderledes i dag er over min forstand. For tiden arbejder jeg med japansk historie. Japan lå i krig med sig selv i henved 100 år pga. manglende centralmagt. Der var ellers alt det gode som anarkokapitalismen gerne vil have; Private sikkerhedsfirmaer var nærmest identisk med de tidlige samuraisammenslutninger, men de ændrede sig naturligvis til større grupperinger, for at modstå presset fra andre grupper. Herefter slog de så hinanden ihjel i næsten 4 generationer, før der enedelig kom en stærk centralmagt igen. Herefter var der fred i de næste 250 år, med den samme centralmagt, fordi den udøvede tvang. Til gengæld blev folk ikke slået ihjel i ligeså høj grad.

Som nævnt tidligere i bloggen, bruger anarkokapitalismen den tidlieg middelalder i Island og det vilde vesten som gode eksempler på nær-anarkokapitalisme. Begge er eksempler på udviklingen af nærmest ekstrem voldskultur (hvilket japan i sengoku perioden også er). Det eneste sted hvor islændingene kunne mødes og afgøre endeløse stridigheder var på det samlede "laugting", hvor man så enedes om at stoppe med at slå ihjel og i stedet finde en anden løsning. Man afgav sin suverænitet til et fællesskab. Et godt eksempel på at selv beskeden afgivelse af suverænitet til en central magtinstands, kan skabe en smule ro. "The west" bliver indlemmet i USA gradvist, men indtil dette sker er områderne præget af vold, druk, ustabilitet og hurtigt skiftende formuer. For en bare nogenlunde fornuftig opbygning af et bærende samfund i vesten, skulle USA rykke ind og skabe stabilitet.

For i sidste ende er tryghed og stabilitet en langt mere vægtende faktor end frihed eller ret. For først må mennesker have tryghed og stabilitet i deres tilværelse, før de kan begynde at bekymre sig om frihed og ret. Vi ser det gennem historien til alle tider at samfund uden stabilitet og tryghed ender i kaos, vold og i de værste tilfælde folkemord. Efter I.verdenskrig gjorde verdenssamfundet den gruelige fejl at glemme dette og troede naivt på at folk i Italien og Tyskland ønskede sig politiske friheder, når det de ønskede mest i virkeligheden var stabilitet og mad i maven. Totalitære styrer forstod dette først og vandt flertallets hjerter.

Anarkokapitalismen er anarkisme. Anarkisme er ustabilitet. Ustabilitet vil aldrig føre til frihed. Frihed for den enkelte har aldrig været større end i de samfund hvor stabiliteten var størst; I de moderne vestlige demokratier. For at opnå størst mulighed frihed er individet nød til at opgive noget af sin frihed først. Alt andet bygger på falsk ønsketænkning, som ikke tager højde for at Napoleon, Hitler, Stalin, Alexander, Mao, eller et hvilket som helst andet hensynsløst magtmenneske, bliver født ind i det anarkokapitalistiske "paradis". Det vil gå galt uden et minimum af rammer, ret og centralmagt; således viser historien os.

 

Japans historie vol.III HEIAN-PERIODEN

Kære Læsere. Velkommen til vol. III om Heian perioden. Som i nok har erfaret indtil nu er mængden af uoverskuelige fagtermer og højpandet videnskabeligt sprog af en helt særligt størrelse i disse massive og fyldestgørende indlæg om Japans historie. Jeg undskylder derfor allerede for det høje lixtal og nødvendigheden af at skulle læse sætningerne mere end 3 gange for at forstå dem. Sådan er det med historisk faglitteratur af denne kalliber... Men man vænner sig til det!

HEIAN-PERIODEN (794-1185)

Første del af Heian perioden er lidt ligesom med Nara perioden. Man er totalt pjattet med Kina og alt hvad der er kinesisk. Men man er ikke særligt japanske.

Men så skete det i de dage at der udgik ord fra hoffet om at nu kunne det altså snart være nok med alle de små bondesoldater. De skulle have regelmæssig løn og træning og det var dyrt. Specielt fordi Kina og Korea efterhånden havde opgivet idéen om at sejle til Japan for at erobre noget vulkansk klippeø fra en japansk befolkning, som efter i oldtiden at være flygtet fra fastlandets rivende udvikling, syntes meget opsat på at beholde deres ufrugtbare klippeø.

Nå men man stod altså med en stor hær som ikke rigtigt havde nogen fælles fjende længere (Tænk NATO efter Sovjets fald, bare med den forskel at man rent faktisk fulgte med tiden i det japanske tilfælde). Til gengæld havde man en masse provinsbeboere som efterhånden blev mere og mere interesseret i at styre ting lidt mere selv og ikke bare få det hele dikteret fra toppen. Der begyndte at udvikle sig en hel lille gruppe af private foretagender indenfor sikkerhedsstyrker i takt med at de hvervede hære blev skåret ned. I starten lod man de private træne bønderne, men efterhånden trænede de mere sammen med deres venner, fætre og andre private som sluttede sig til dem. De udviklede sig til at blive en egentligt gruppe af japanere, som havde fundet ud af at det var meget federe at skyde med bue og dangdere den, end at grave i jord hele dagen. Hoffet i Heian syntes samtidig at det var fint nok, for de private krigere sørgede for sikkerheden og gjorde de dyre offentlige styrker overflødige.

Samuraier? njaaaaooo... Den nye og, i forhold til de tidligere hvervede hære, lille gruppe af nye krigere blev slet ikke kaldt "samurai" på det her tidspunkt. Samurai betyder (som den pålidelige kilde "the last samurai" med Tom Cruise i en fejlcasted hovedrolle siger) "at tjene". Det var ikke liiige det som de nye krigerfolk tænkte mest på på det her tidspunkt og ord som "at rane", "at løsrive sig" eller "gøre hvad der passer os", er nok mere dækkende for dem. "Samurai" var i Heian perioden slet og ret tjenere ved det kejserlige hof og havde intet med krigere at gøre. Det er en langt senere sammenblanding at kalde disse krigere "Samurai". I stedet så de sig selv som "BUSHI", hvilket de fleste kampsportsfolk i dag vil kunne nikke glædeligt genkendende til, fra ordet "Bushido", som ret beset bare betyder "krigerens vej".

Egentligt er der mange navne for krigerne på det her tidspunkt og hvis man gerne vil gøre det svært for sig selv, skal man da bare prøve at lære dem. Tag for eks. ordet "Tsuwamono", som kommer af stammen "musha" (det siger jo sig selv????) og betyder "martial one", altså en "kampgut" eller noget i den stil. Men egentligt er det rimeligt ligegyldigt for tegnet for Tsuwamono og Bushi er vist rimeligt tæt på hinanden (med romanske bogstaver bliver det så bare noget helt forskelligt)

Disse "krigere" udvikler mest deres teknikker om krig fra grupper som før kæmpede løst som lejetropper ved de kejserlige hære, men ikke var hvervede bønder selv. Disse var ryttere og bueskytter (på samme tid!). Det var en praktisk ting at være fordi du så kunne ride hen og skyde fjenden og ride væk igen før de kunne indhente dig. Det var en yndet taktik hos nordlige japanske stammefolk som stadig ikke var underlagt kejserrigets fulde kontrol. Den hvervede fodfolkshær af bønder klarede sig ret dårligt mod disse stammer fordi de brugte heste og buer. De kunne egentligt bare stå og se på, mens de blev skudt ned af folk som red for hurtigt til at kunne indhentes. Det skabte en del problemer langs grænsen nordpå. Stammerne var ikke talrige nok til en invassion, men irriterende nok til at brænde grænselandet af hele tiden!

Af denne og sikkert også andre utroligt kloge grunde, var "det nye sort" indenfor krigsførsel derfor ryttere med buer og en masse pile og det ville vores nye krigere selvfølgelig også. Der var derfor ikke særligt meget sværd og "samurai" over disse krigere og det var der egentligt ikke i lang tid. Buen, hesten og en kniv til sjælden nærkamp blev længe opfattet som standartvåben for krigerne.

Nåh men nu rendte disse grupper jo rundt ude i provinsen og bestemte lidt hvem der skulle slås i hovedet og hvem der ikke skulle. Ved kejserhoffet var man lidt mellemfornøjet ved dette, men eftersom man ikke kunne gøre så meget ved det, kunne man jo ligeså godt imødekomme udviklingen og gøre det næst bedste; give dem som aligevel bestemte, nogle fine titler så det så ud, som om at hoffet selv havde valgt udviklingen.

Faktisk minder Japan i denne perioden lidt som Sicilien og dens mafia. Det er lidt det samme scenarium. Bare tænk: langt ude på landet, en svag statsmagt, svækket politi og retshåndhævelse og stærke familiemønstre. Så begynder lokale mænd at overtage magten stille og roligt, i takt med at befolkningen ser at de kan skabe den orden, som staten ikke kan. Altså er de tidligere samuraier egentligt bare en middelalderlig MAFIA.

Også på det borgelige plan minder bushi om mafian. De er IKKE adelsfolk (de sidder inde ved hoffet og skriver digte om kirsebærblade og lotusblomster). De er der i mod japanere som har rejst sig fra blot at være bønder, til at være dem som skaber stabilitet i lokalområdet. De bliver givet magt og de tager magt, men de har den ikke via. adel eller titler. De får titler senere og de bliver magtfulde, men de bliver aldrig adelige i egentligt forstand. De forbliver at være krigere og på sin vis "borgerlige" i en europæisk forstand. Samuraiklassen er derfor ikke ligesom europas riddere, som jo netop var kendetegnet ved at være adelsfolk, med mulighed for plads ved hoffet, eller endda at blive valgt som konge. En kriger i Japan ville kunne blive den mest magtfulde mand i Japan, uden nogen sinde at kunne blive kejser eller adelig og uden nogensinde at kunne erstatte kejser eller adel, eller sætte sig i deres sted.

Krigerne bliver dog mere og mere magtfulde som gruppe. Specielt fordi småadelige begynder at blande sig lidt med dem. Hvordan nu det?? Jo ser i. Hvis man render rundt inde ved hoffet og er kejserens bror eller kejserens søsters mand eller kejserens halvbror eller kejserens onkels fætter, eller endda længere ude, så kunne du måske være noget ved hoffet. Men begyndte du at være kejserens lillebror nr. 21 i rækken, eller kejserens 45erende grandfætter, så begyndte din indflydelse at knibe lidt. Så var det sku svært at finde "en plads i solen" som Shubidua synger så populært om. Du havde faktisk kun dit navn og nogle gange havde du ikke engang det! Lidt noget lort faktisk...

MEN som alle ved; Hvis du ikke er noget stort indenfor noget som helst i København, så tager du bare ud til Crazy Dazy i Dianalund på Vestsjælland og fortæller at du er det. Der tror de alle sammen på at du virkelig er en stor kanon og du fortæller vidt og bredt om at du kender alle de kendte og er nede med både Pelle fra dagens mand og Hej Mattematik og at du egentligt bare sidder her på Crazy Dazy dagen lang og glor efter krigsmalede provinspiger, fordi du bare må lidt VÆK fra al den berømmelse.

Sådan er det med Taira og Minamoto klanerne. Der er ganske vist både kejsere og alt muligt som hedder Taira og Minamoto på skiftende tidspunkter, men jeg kan love jer at det ikke er dem som sidder ude i provinsen og blære sig med at de kender kejseren og at det praktisk talt kunne være dem selv som var kejser. Gu kunne de ej, for så sad de sku nok ikke på Crazy Dazy og fortalte om det vel? Næh sandheden er langt mere den at efter at de ikke kunne blive noget stort indenfor musikken i byen, tog de til sidst deres sparepenge (og dem havde de faktisk nogle gange mange af!) og rejste så langt væk fra byen at ingen vidste at de faktisk ikke var noget. Her slog de sig så ned og blev til en masse som de ikke kunne være i byen. De første som kom der ud havde måske en smule tilknytningen til byerne, men deres sønner og deres sønner havde ikke og havde aldrig været i hovedstaden og ingen kendte dem der inde. De havde dog stadig et familienavn, som stille og roligt blev et klannavn. Det betød at deres betroede krigere og fætre og alt muligt tog navn efter dem; Således blev der rigtigt mange "minamoto" og rigtigt mange "taira" spredt ud over hele Japan. På denne måde kan man godt sige at der er en smule adel i samuraiernes kulturelle opståen, men så aligevel ikke. Tænk på at minamotoerne og tairaerne jo først blev krigere i det øjeblik de slet ikke regnedes for adelsfolk længere. Tænk også i at der var mange krigersamfund rundt om i Japan som slet og ret opstod omkring lokale familier, som voksede sig stærkere, men som aldrig i deres liv havde set en kinesisk vase eller malet et heikodigt. Disse to grupperinger blev grobunden for ca. 1000 års nedarvet krigerkultur hos ca. 7% af befolkningen i Japan.








 

Japans historie vol.II NARA-PERIODEN

Kære læsere. Hvis i ikke har læst det tidligere indlæg om Japans forhistoriske tid kan det anbefales, da det vil bruge ca. 5-15 min. af jeres liv og ellers kun gøre jer marginalt mere klar til denne vol. II af Japans historie. Det vil dog nok give jer et billede af min metodiske fremgangsmåde og måske afskrække jer ved dets blotte seriøsitet og elfenbenstårnsretorik.

NB: En lille hjælpende note: Alle perioder i Japans historie er opkaldt efter hovedstaden og ikke efter dynastierne som i Kina. Heian er altså f.eks. en by...

NARA-PERIODEN (710-794)
fordi Cambridge siger vi skal...

Heian perioden er Japans første spændende periode, hvilket gør sig gældende i et hårdtslående og objektivt faktum: KRIGERKLASSEN opstår.

Før Heian perioden har vi  dog egentligt en anden periode som hedder NARA perioden, men som navnet antyder bliver man naret til at tro at den egentligt er rellevant for noget som helst. Folk som beskæftiger sig med Nara perioden, burde læse om Kinas historie i stedet for, fordi alt hvad der sker i Japan her, aligevel er kinesisk, bare i en lidt mere provinsialsk udgave. Det kan kort sagt sammenlignes med at ville beskrive dansk højkultur og så lede efter den i Tønder eller Rødby. Alle ved at det ikke giver mening og at kun smårundtossede hypermodernistiske forfattere som Helle Helle, finder nogen mening med det (en forfatter som selv skriver om sine bøger at "jeg ikke forstår at nogen gider læse det jeg skriver", burde ikke forsøge at udgive det. Det går ud over sagesløse og før så uskyldige gymnasieelevers mentale tilstand at skulle trækkes gennem dette søl af monotont og intetsigende vanvid).

Nåh, men sådan er det også med Nara Perioden. Japan er ligesom Rødby eller Tønder og måske er der lidt party i provinsen i Japan på dette tidspunkt, men ikke meget, og stedet hvor "det sker", er altså Kina. Ligesom alle andre provinsområder prøver Japan selvfølgelig at være med på moden, men er lidt bag efter. Nara bliver aldrig rigtigt som den kinesiske hovedstad, selvom man forsøger at tegne den efter fuldstændig samme arkitektoniske model! Det er lidt ligesom at crazy-dazy i Ringsted bare aldrig bliver Café Rust i København. Der er færre mennesker, de er lidt bagud for moden, men de prøver da: Japan har en hvervet bondehær, ligesom Kina, Japan har en fastboende kejser, ligesom Kina, Japanerne skriver lidt ned med kinesiske skrifttegn, ligesom Kina. Men altså ikke noget særligt!

Man var også i Nara perioden så militært ude i torvene at man var seriøst bange for Korea, mere specielt et kongedømme ved navn Silla. Faktisk blev man i Nara perioden så bange at man besluttede sig at stoppede med at tæve på hinanden hele tiden (som klanerne ellers havde gjort indtil nu) og begynde at være fælles bange for en ydre fjende. Det skabte rigtig meget centralisme og i Nara perioden blev alt strengt styret fra kejserhoffet og ingen fik lov til noget sjovt (som en lille rask nabokrig eller blodsfejde).

Det eneste som måske er værd at nævne er at man rent faktisk får en FAST HOVEDSTAD i Nara-perioden. Nu spørger du sikkert: "hva? flyttede man måske rundt på hovedstaden før eller hvad?" og ja det gjorde man faktisk. Logik er som bekendt ikke en asiatisk opfindelse og før Nara, flyttede man faktisk hovedstaden rundt. Ja man flyttede den faktisk ikke kun, man rev den gamle by helt ned og flyttede så et nyt sted hen og byggede en ny der! Dette gjorde man fordi kejseren var en SHINTO gud og når sådan en "døde" i sin fysiske krop, blev stedet åndeligt forgiftet og det var derfor meeeeget vigtigt at flytte. Jeg HAR prøvet at undersøge om der virkelig er en bedre grund til denne vanvittige handling, men det lader det ikke til. Der er ikke en gang tale om et rigtigt vandrekongedømme. Man flyttede simpelthen bare hovedstaden rundt i den samme lille dal med ca. 30 km. mellemrum hele tiden, i en frygteligt masse år!

For en normalt stabil nordeuropæer med begge ben i mulden, virker dette jo som det glade vanvid. Til sidst blev det dog også for meget, selv for japanerne. Det er ikke gratis at rive en hel hovedstad ned og bygge den op igen (overvej hvis vi skulle gøre det samme med København hver gang kongen eller dronningen døde) og til sidst fandt man ud af at det nok var rimeligt dumt at forsætte med. Og så byggede man Nara efter Kinesisk model. Og så prøvede man ellers at lege MINI-KINA i små 100 år.

At lege mini-Kina indbefattede at overtage deres skriftsystem. Japanerne var dog med tiden ikke helt tilfreds med at det var pisse svært at lære tusinder af skrifttegn, så de opfandt nogle selv og tilføjede kasus og bøjningsmuligheder til det i forvejen komplicerede system. Det skal jo ikke være for nemt! Herefter brugte man så en masse tid på at bygge et civilt bureaukrati op (jep.. ligesom i Kina). Det bestod af en masse skrivere, provinsguvenørere, hoffolk osv osv. Men det værste var at de IKKE HAVDE NOGLE SVÆRD! Faktisk blev japan styret fornuftigt, civilt og roligt (og kedeligt) via en kinesisk model og det blev først rigtigt problematisk i takt med at samfundet udviklede sig og japanerne (som vi kan læse i Vol.I ER sejere end kineserne) begyndte at røre på sig rundt omkring i landet. Pludselig blev det alt for dyrt at have hvervede bondehære, som ikke rigtigt gad eller kunne slås. Japanerne var et individuelt minded folkeslag og flere tog selv sikkerhedsopgaven på deres skuldre, hvilket selvfølgelig måtte ende med lidt af en social ustabilitet (hvilket også var på tide).  
 

OG, så kom der pludselig andre grøntsager i nuddelsuppen. Mere om det i vol. III om HEIAN-PERIODEN...

med venlig hilsen

Kasper