Kære Læsere. Velkommen til vol. III om Heian perioden. Som i nok har erfaret indtil nu er mængden af uoverskuelige fagtermer og højpandet videnskabeligt sprog af en helt særligt størrelse i disse massive og fyldestgørende indlæg om Japans historie. Jeg undskylder derfor allerede for det høje lixtal og nødvendigheden af at skulle læse sætningerne mere end 3 gange for at forstå dem. Sådan er det med historisk faglitteratur af denne kalliber... Men man vænner sig til det!
HEIAN-PERIODEN (794-1185)
Første del af Heian perioden er lidt ligesom med Nara perioden. Man er totalt pjattet med Kina og alt hvad der er kinesisk. Men man er ikke særligt japanske.
Men så skete det i de dage at der udgik ord fra hoffet om at nu kunne det altså snart være nok med alle de små bondesoldater. De skulle have regelmæssig løn og træning og det var dyrt. Specielt fordi Kina og Korea efterhånden havde opgivet idéen om at sejle til Japan for at erobre noget vulkansk klippeø fra en japansk befolkning, som efter i oldtiden at være flygtet fra fastlandets rivende udvikling, syntes meget opsat på at beholde deres ufrugtbare klippeø.
Nå men man stod altså med en stor hær som ikke rigtigt havde nogen fælles fjende længere (Tænk NATO efter Sovjets fald, bare med den forskel at man rent faktisk fulgte med tiden i det japanske tilfælde). Til gengæld havde man en masse provinsbeboere som efterhånden blev mere og mere interesseret i at styre ting lidt mere selv og ikke bare få det hele dikteret fra toppen. Der begyndte at udvikle sig en hel lille gruppe af private foretagender indenfor sikkerhedsstyrker i takt med at de hvervede hære blev skåret ned. I starten lod man de private træne bønderne, men efterhånden trænede de mere sammen med deres venner, fætre og andre private som sluttede sig til dem. De udviklede sig til at blive en egentligt gruppe af japanere, som havde fundet ud af at det var meget federe at skyde med bue og dangdere den, end at grave i jord hele dagen. Hoffet i Heian syntes samtidig at det var fint nok, for de private krigere sørgede for sikkerheden og gjorde de dyre offentlige styrker overflødige.
Samuraier? njaaaaooo... Den nye og, i forhold til de tidligere hvervede hære, lille gruppe af nye krigere blev slet ikke kaldt "samurai" på det her tidspunkt. Samurai betyder (som den pålidelige kilde "the last samurai" med Tom Cruise i en fejlcasted hovedrolle siger) "at tjene". Det var ikke liiige det som de nye krigerfolk tænkte mest på på det her tidspunkt og ord som "at rane", "at løsrive sig" eller "gøre hvad der passer os", er nok mere dækkende for dem. "Samurai" var i Heian perioden slet og ret tjenere ved det kejserlige hof og havde intet med krigere at gøre. Det er en langt senere sammenblanding at kalde disse krigere "Samurai". I stedet så de sig selv som "BUSHI", hvilket de fleste kampsportsfolk i dag vil kunne nikke glædeligt genkendende til, fra ordet "Bushido", som ret beset bare betyder "krigerens vej".
Egentligt er der mange navne for krigerne på det her tidspunkt og hvis man gerne vil gøre det svært for sig selv, skal man da bare prøve at lære dem. Tag for eks. ordet "Tsuwamono", som kommer af stammen "musha" (det siger jo sig selv????) og betyder "martial one", altså en "kampgut" eller noget i den stil. Men egentligt er det rimeligt ligegyldigt for tegnet for Tsuwamono og Bushi er vist rimeligt tæt på hinanden (med romanske bogstaver bliver det så bare noget helt forskelligt)
Disse "krigere" udvikler mest deres teknikker om krig fra grupper som før kæmpede løst som lejetropper ved de kejserlige hære, men ikke var hvervede bønder selv. Disse var ryttere og bueskytter (på samme tid!). Det var en praktisk ting at være fordi du så kunne ride hen og skyde fjenden og ride væk igen før de kunne indhente dig. Det var en yndet taktik hos nordlige japanske stammefolk som stadig ikke var underlagt kejserrigets fulde kontrol. Den hvervede fodfolkshær af bønder klarede sig ret dårligt mod disse stammer fordi de brugte heste og buer. De kunne egentligt bare stå og se på, mens de blev skudt ned af folk som red for hurtigt til at kunne indhentes. Det skabte en del problemer langs grænsen nordpå. Stammerne var ikke talrige nok til en invassion, men irriterende nok til at brænde grænselandet af hele tiden!
Af denne og sikkert også andre utroligt kloge grunde, var "det nye sort" indenfor krigsførsel derfor ryttere med buer og en masse pile og det ville vores nye krigere selvfølgelig også. Der var derfor ikke særligt meget sværd og "samurai" over disse krigere og det var der egentligt ikke i lang tid. Buen, hesten og en kniv til sjælden nærkamp blev længe opfattet som standartvåben for krigerne.
Nåh men nu rendte disse grupper jo rundt ude i provinsen og bestemte lidt hvem der skulle slås i hovedet og hvem der ikke skulle. Ved kejserhoffet var man lidt mellemfornøjet ved dette, men eftersom man ikke kunne gøre så meget ved det, kunne man jo ligeså godt imødekomme udviklingen og gøre det næst bedste; give dem som aligevel bestemte, nogle fine titler så det så ud, som om at hoffet selv havde valgt udviklingen.
Faktisk minder Japan i denne perioden lidt som Sicilien og dens mafia. Det er lidt det samme scenarium. Bare tænk: langt ude på landet, en svag statsmagt, svækket politi og retshåndhævelse og stærke familiemønstre. Så begynder lokale mænd at overtage magten stille og roligt, i takt med at befolkningen ser at de kan skabe den orden, som staten ikke kan. Altså er de tidligere samuraier egentligt bare en middelalderlig MAFIA.
Også på det borgelige plan minder bushi om mafian. De er IKKE adelsfolk (de sidder inde ved hoffet og skriver digte om kirsebærblade og lotusblomster). De er der i mod japanere som har rejst sig fra blot at være bønder, til at være dem som skaber stabilitet i lokalområdet. De bliver givet magt og de tager magt, men de har den ikke via. adel eller titler. De får titler senere og de bliver magtfulde, men de bliver aldrig adelige i egentligt forstand. De forbliver at være krigere og på sin vis "borgerlige" i en europæisk forstand. Samuraiklassen er derfor ikke ligesom europas riddere, som jo netop var kendetegnet ved at være adelsfolk, med mulighed for plads ved hoffet, eller endda at blive valgt som konge. En kriger i Japan ville kunne blive den mest magtfulde mand i Japan, uden nogen sinde at kunne blive kejser eller adelig og uden nogensinde at kunne erstatte kejser eller adel, eller sætte sig i deres sted.
Krigerne bliver dog mere og mere magtfulde som gruppe. Specielt fordi småadelige begynder at blande sig lidt med dem. Hvordan nu det?? Jo ser i. Hvis man render rundt inde ved hoffet og er kejserens bror eller kejserens søsters mand eller kejserens halvbror eller kejserens onkels fætter, eller endda længere ude, så kunne du måske være noget ved hoffet. Men begyndte du at være kejserens lillebror nr. 21 i rækken, eller kejserens 45erende grandfætter, så begyndte din indflydelse at knibe lidt. Så var det sku svært at finde "en plads i solen" som Shubidua synger så populært om. Du havde faktisk kun dit navn og nogle gange havde du ikke engang det! Lidt noget lort faktisk...
MEN som alle ved; Hvis du ikke er noget stort indenfor noget som helst i København, så tager du bare ud til Crazy Dazy i Dianalund på Vestsjælland og fortæller at du er det. Der tror de alle sammen på at du virkelig er en stor kanon og du fortæller vidt og bredt om at du kender alle de kendte og er nede med både Pelle fra dagens mand og Hej Mattematik og at du egentligt bare sidder her på Crazy Dazy dagen lang og glor efter krigsmalede provinspiger, fordi du bare må lidt VÆK fra al den berømmelse.
Sådan er det med Taira og Minamoto klanerne. Der er ganske vist både kejsere og alt muligt som hedder Taira og Minamoto på skiftende tidspunkter, men jeg kan love jer at det ikke er dem som sidder ude i provinsen og blære sig med at de kender kejseren og at det praktisk talt kunne være dem selv som var kejser. Gu kunne de ej, for så sad de sku nok ikke på Crazy Dazy og fortalte om det vel? Næh sandheden er langt mere den at efter at de ikke kunne blive noget stort indenfor musikken i byen, tog de til sidst deres sparepenge (og dem havde de faktisk nogle gange mange af!) og rejste så langt væk fra byen at ingen vidste at de faktisk ikke var noget. Her slog de sig så ned og blev til en masse som de ikke kunne være i byen. De første som kom der ud havde måske en smule tilknytningen til byerne, men deres sønner og deres sønner havde ikke og havde aldrig været i hovedstaden og ingen kendte dem der inde. De havde dog stadig et familienavn, som stille og roligt blev et klannavn. Det betød at deres betroede krigere og fætre og alt muligt tog navn efter dem; Således blev der rigtigt mange "minamoto" og rigtigt mange "taira" spredt ud over hele Japan. På denne måde kan man godt sige at der er en smule adel i samuraiernes kulturelle opståen, men så aligevel ikke. Tænk på at minamotoerne og tairaerne jo først blev krigere i det øjeblik de slet ikke regnedes for adelsfolk længere. Tænk også i at der var mange krigersamfund rundt om i Japan som slet og ret opstod omkring lokale familier, som voksede sig stærkere, men som aldrig i deres liv havde set en kinesisk vase eller malet et heikodigt. Disse to grupperinger blev grobunden for ca. 1000 års nedarvet krigerkultur hos ca. 7% af befolkningen i Japan.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar